FRA SCENEN FOR de ubeskriveligt alvorlige konsekvenser af orkanen Katrina lyder skrig om hjælp. Det er som en naturkatastrofe i Bangladesh, hvor ofre må appellere til omverdenen om hjælp. Men på sin vis er billederne fra New Orleans endnu værre, fordi de er fra verdens eneste supermagt, der burde kunne komme sin befolkning effektivt til undsætning. I stedet dør mennesker af mangel på vand og hjælp i tide. Soldater omdirigeres fra redningsindsats til at standse plyndringer, selv om de primært skyldes, at de nødstedte ikke kan skaffe mad og drikke på anden vis. Det har ikke skortet på advarsler også fra officielle institutioner i de seneste mange år. Det var ikke et spørgsmål om, men hvornår katastrofen ville ramme området, men forberedelserne til det viste sig alligevel mere end utilstrækkelige. En stribe menneskeskabte forhold forstærkede konsekvenserne af naturkræfternes hærgen. Et af dem er årtiers hæmningsløs dræning af vådområder til bebyggelse. De har været et naturligt værn imod orkaner og flodbølger. Dertil kommer, at vandløb og floder som Mississippi er rettet ud, så der er stadig mindre naturligt dræn for vandmasserne. OG DÆMNINGERNE var kun bygget til at stå imod en orkan af kategori tre, mens Katrina nåede styrke fem, den højeste på orkanskalaen. Den aftog dog til styrke fire, før den nåede New Orleans. På listen over det menneskeskabte bag katastrofen er også kraftige nedskæringer i midlerne til vedligeholdelse af digerne. Desuden blev redningsaktionen svækket af, at en tredjedel af mandskabet i Louisianas Nationalgarde og endnu flere af Mississippis er sendt til Irak. Det hul er kun gradvist ved at blive fyldt ud med styrker fra andre egne, som ikke har den lokale viden og træning. Men situationen kunne have været meget mindre alvorlig, hvis alle de eksisterende styrker var mobiliseret, så snart Katrina viste sig allerede torsdag i sidste uge, men først for alvor ramte land i mandags. Det store flertal af ofrene er fattige og sorte, og sorte ledere ser den dårlige hjælpeindsats som konsekvens af deres evige marginalisering i samfundet. Billie Holiday sang 'Strange fruits hanging' om sorte, der blev klynget op i træerne. Den tid er for længst forbi, men den skamløst mangelfulde evakuering og humanitære hjælp vækker forståelig formodning blandt sorte om, at der var sat langt bedre ind, hvis orkanen havde ramt områder med flertal af hvide. Det er et af de mange barske spørgsmål, som nu stilles i USA.