I SIDSTE ende lykkedes det ikke at få sunnirepræsentanterne til at støtte den ny irakiske forfatning, der skal til folkeafstemning i oktober. Det er derfor stadig kun shiaer og kurdere, der også stod for valget i januar og den efterfølgende regeringsdannelse, der står bag forsøget på at skabe et nyt Irak. Det er i sig selv en dårlig nyhed, der, som også USA erkender, kan betyde endnu mere vold i de kommende måneder, fordi sunnimindretallet og dermed den gamle elite stadig vil være præget af desperation og fremtidsfrygt. Det gavner oprørere og terrorister og ikke den stabilisering, landet har så hårdt brug for. Optimister hæfter sig ved, at parlamentsvalget var en succes, og at Irak er på vej mod endnu en historisk, demokratisk afstemning. Men der er noget, Irak har mere brug for end frie valg. Det er en stat, der fungerer, og som er i stand til at sikre både et minimum af ro og orden, og de rettigheder, som både en forfatning og en regering kan love, men som jo ikke bliver til virkelighed af den grund. På det punkt er forfatningsforslaget ikke opmuntrende. At kurderne ønsker en svag centralmagt, er ingen nyhed. Men at det shiamuslimske flertal nu også lægger vægt på at skabe en uafhængig region med vidtstrakte beføjelser, er forstemmende. I realiteten er det et signal om, at heller ikke landets dominerende gruppe for alvor tør tro på et samlet Irak, men også tænker i gruppeegoistiske baner. At de forskellige politiske militser i landet har langt flere mænd under våben end regeringen, understreger, hvor alvorlig den udvikling er. IAGTTAGERE SKÆNDES om, hvorvidt volden i Irak allerede nu er så omfattende, at man kan tale om borgerkrig. Voldens omfang taler for et ja, mens grundlaget for at sige nej stadig er, at oprørerne ikke står for et klart politisk alternativ. Det er i det lys, at den manglende sammenhængskraft i den ny forfatning er skræmmende. At få sunnierne til at godkende forfatningen bliver svært nok. Hvis der ikke kan skabes en stat, der kan gennemtrumfe det kompromis, de politiske kræfter en dag måtte blive enige om, så er fremtidsperspektiverne endnu mere dystre. At alt afhænger af en højst usikker fremtid, understreger endnu en gang, at Irakinvasionen har udviklet sig til netop det farefulde eventyr, som krigsmodstanderne herhjemme frygtede. Det står mere klart end nogensinde, hvorfor Danmark aldrig burde have været med på den galej. Og hvad selve den amerikanske tilstedeværelse angår, balancerer den fortsat på knivsæggen mellem det uundværlige og det utålelige. Stakkels Irak.