SOCIALDEMOKRATERNES udspil til efterårets velfærdsreform kan blive et vendepunkt: Udspillet er således først og fremmest en ideologisk markering af, at partiet prioriterer, at lønmodtagere med korte uddannelser - der har været lang tid på arbejdsmarkedet - fortsat skal have en ret til at trække sig tidligt tilbage. Ud fra økonomiske modelberegninger kan man hurtigt regne sig frem til, at det ville være langt billigere at afvikle efterlønnen eller begrænse den endnu mere radikalt. Man ville også kunne påvise, at det danske samfund samlet set ville blive rigere uden en efterlønsordning. Vismændene har utvivlsomt også ret, når de påpeger, at S-udspillet ikke vil løse alle fremtidige udfordringer. Men med udspillet markerer Socialdemokratiet, at partiet lægger afgørende vægt på, at efterlønnen fortsat bør tilbydes som et offentligt velfærdsgode til alle langtidsarbejdende lønmodtagere. Udspillet bygger dermed på en klar ideologisk stillingtagen snarere end på nogle teknisk-økonomiske bureaukratprognoser. Og dét er sundt for den demokratiske debat: Spørgsmålet er nemlig ikke, om vi har råd til efterlønnen i fremtiden, men derimod om, hvorvidt vi er villige til at betale prisen - på bekostning af de andre goder, man ville kunne få for de godt 24 milliarder kroner, som efterlønnen koster i dag. FREMTIDEN RUMMER ingen indre nødvendighed. Hvordan man vil udforme fremtidens velfærdsordninger, er i al væsentlighed et politisk-ideologisk spørgsmål. Og svaret fra Socialdemokraterne er forløsende enkelt: Ja, det gamle arbejderparti vil gerne prioritere, at folk, der har tjent et slidsomt liv på det danske arbejdsmarked, skal kunne trække sig tidligt tilbage - hvilket i bund og grund er klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik, der flytter penge fra velbemidlede (højtuddannede) til lavtlønnede (kortuddannede). Realiteten er nemlig, at den gruppe af lønmodtagere, der i praksis ville blive omfattet af denne nye efterlønsmodel, vil have haft en livstidsindkomst, der ligger i den tunge ende af lønskalaen: 62-årige, der har været på arbejdsmarkedet i mindst 38 år, vil således typisk have tjent færre penge i løbet af flere arbejdsår end dem, der bl.a. i kraft af længere uddannelse har været kortere tid på arbejdsmarkedet. Disse nye efterlønnere vil også have sparet mindre op i pensioner og generelt have lavere friværdier i deres boliger. Den nye socialdemokratiske efterlønsmodel er derfor en effektiv måde at udligne de voksende sociale skel mellem ældre lavtuddannede og højtuddannede. MED UDSPILLET FORMÅR Helle Thorning-Schmidt og resten af den socialdemokratiske ledelse samtidig at genvinde initiativet i dansk politik - efter en lang sommerperiode, hvor partiet mildest talt har været på mellemhånd i både bolig- og skattedebatten. Med velfærdsudspillet får S-ledelsen langt om længe markeret, at partiet på den ene side er villigt til at ændre på et kontroversielt område og på den anden side er forankret i den socialdemokratiske ideologi om, at de bredeste skuldre bør bære de tungeste byrder. Det politiske terræn i velfærdsdebatten tegner sig ganske gunstigt for Socialdemokraterne, hvis partiet formår at fastholde den ideologiske dynamik. Statsministeren har nemlig på forhånd annonceret, at regeringen afventer Velfærdskommissionens rapport, før der bliver fremlagt konkrete reformforslag. Og på sidelinjerne står to fastlåste politiske blokke, der kunne kaldes for museumsforvalterne og spåkonerne. Den første blok rummer Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten. De nægter fuldstændig at erkende, at grundlaget for den danske velfærdsmodel ændrer sig i takt med den demografiske udvikling, hvor danskerne heldigvis lever længere. Den anden blok består af Det Konservative Folkeparti og de radikale. Med afsæt i økonomiske fremtidsscenarier vil begge partier helt afskaffe den rettighedsbaserede efterløn. Reelt står Socialdemokraterne dermed lige nu som det eneste parti med en bredt appellerende reformdagsorden. DEN PROMPTE KRITIK af Helle Thorning-Schmidts 'løftebrud' viser imidlertid, at substansdiskussionen lynhurtigt kan afspores; ikke mindst fordi Anders Fogh Rasmussen - i kølvandet på Poul Nyrup Rasmussens efterlønsfadæse i 1998 - har haft held til at nedtone ideologidebatten med sin kortsigtede kontraktpolitik: I de sidste år har dansk politik primært handlet om at efterleve nogle alt for uambitiøse løfter. Politikere bør dog ikke være bundet på mund og hænder af gamle tilsagn. Tværtimod er det politikernes forpligtelse at justere kursen konstant - under indtryk af ny viden og faktiske forhold. Ingen ved nemlig, hvad de næste 10-20 år bringer, og derfor er det groft demagogisk at give vælgerne indtryk af, at den kommende velfærdsreform bliver den sidste i de fleste voksne menneskers levetid. Efterlønnen vil formentlig blive ændret indtil flere gange i de næste årtier. Ingen politikere kan garantere vælgerne noget som helst, der rækker ud over deres egen tid i Folketinget. Hvis Helle Thorning-Schmidt for alvor vil vise politisk lederskab, bør hun derfor bryde med VK-regeringens kontraktpolitik og vise, at hun tør diskutere frit. Dét kræver dog, at hun tør sige, at den kommende velfærdsreform ikke bliver den sidste i hendes tid - men at hendes ideologiske mål til gengæld er klare.