EUROPÆISKE job kan ikke reddes ved hjælp af protektionisme. Ineffektive arbejdspladser i Europa bliver ikke mere lønsomme af at blive lukket af fra omverdenen. Tværtimod. Netop derfor er det håbløst defensivt, at EU-landenes modtræk til Kinas optagelse i Verdenshandelsorganisationen, WTO, har været at indføre importbegrænsninger på tøj. Tekstilaftalen blev således forhandlet på plads i juni af den britiske EU-handelskommissær, Peter Mandelson, efter diplomatisk pres fra bl.a. Frankrig og Italien. Den europæiske pindsvinestrategi er ganske vist blevet accepteret af Kina, men kun efter trusler om en handelskrig. De sydeuropæiske lande håber tilsyneladende, at importbegrænsningerne vil kunne værne deres traditionsrige tøjindustri mod konkurrencen fra Asien. Ganske symptomatisk virker begrænsningerne dog stik modsat: Lige nu er mindst 33 millioner stykker europæisk designet og kinesiskproduceret tøj strandet i containere rundt omkring i europæiske toldhavne. Hårdt ramt er ikke mindst danske tøjfirmaer, som har hele kollektionslinjer låst inde, fordi importkvoten af kinesiske tekstiler for længst er overskredet. PROTEKTIONISMEN rammer direkte tilbage på de europæiske virksomheder, der er gået forrest og har formået at udnytte fordelene ved en åben verdenshandel. Importbegrænsningerne fungerer altså som straf af de tøjvirksomheder, der er længst fremme i skoene. Bizart. Og hvad måske værre er: De tvangspålagte importbegrænsninger fører ikke engang til, at tøjet så i stedet bliver produceret her i Europa. Sandsynligheden taler for, at tøjet fremover vil blive produceret i et af de mange lande, som EU (endnu?) ikke har importkvoter over for, såsom Bangladesh og Malaysia. EU er dømt til at tabe i konkurrencen med de frembrusende økonomier i Asien, hvis vi ikke finder vores egen plads i en global værdikæde, hvor produktionen i stigende grad foregår i fjerne lande, men designet og produktudviklingen til gengæld sker her. Skønt Europa vil tabe mange ufaglærte arbejdspladser i det spil, er alternativet dårligere. Alternativet er nemlig, at alle processer gradvis flytter væk. Eller som socialdemokraten Niels Sindal udtaler om tekstilaftalens virkninger: »Det er som at tisse i træskoene; det varmer her og nu, men det bliver frygtelig koldt bagefter«.