3,4 MILLIONER danskere har fået nyt dankort. Det velkendte kort med magnetstrimmel og billede er blevet afløst af en lille gylden chip, der skulle gøre betalingerne mere sikre. Til glæde for forbrugerne. Naturligvis. Men det nye dankort har været ét langt, ulykkeligt bekendtskab. Først blev de enkelte danskere taget som gidsler i en uskøn gebyrstrid mellem detailhandlen og bankerne, dernæst måtte danskerne opleve en forringelse i dagligdagen, da billedlegitimationen forsvandt, hvorfor butikker nu forlanger anden billeddokumentation, når der skal hæves større beløb. Samtidig spilder hver eneste dansker sin tid, når han eller hun står ved et kasseapparat, der anvender chipteknologien i stedet for det hurtige svirp gennem magnetrillen. Når denne helt urimelige behandling af kunderne krydres med et chip-dankort, der så ikke engang er sikrere end det gamle dankort, så står vi over for en fadæse, som bankerne må påtage sig det fulde ansvar for. BANKERNE SKAL have ros for, at de løbende produktudvikler betalingsformidlingen, og der er næppe tvivl om, at der er en samfundsmæssig gevinst ved at gå fra magnetstrimmel til chip, da omkostningerne for butikkerne falder ved brugen af chip-dankortet. Det er til gengæld uforståeligt, at den selv samme finanssektor, der i disse år skaber det ene rekordoverskud efter det andet, ikke er i stand til at sætte de nødvendige ressourcer af til en løsning af dankortets uomtvistelige problemer. Det er tankevækkende, at en lang række små og mellemstore banker og sparekasser fra Forstædernes Bank til Jelling Sparekasse putter millioner af kroner i nye hovedsæder, som sikrer hver eneste medarbejder 50-70 kvadratmeter at boltre sig på. Det kan være, at det er god medarbejderpleje at bygge imperier så store, at de svarer til en stor toværelses lejlighed pr. ansat, men det ville være gavnligt, om bankerne begyndte at investere i god kundepleje. Det kan ikke være rigtigt, at kunderne fortsat skal opleve, at de bliver tilbudt et ringere produkt, alt imens prisen på produktet blot stiger og stiger. Enten glemmer bankdirektørerne, at kunderne udgør fundamentet for deres virksomhed, eller også ser de på kunderne med en ekstrem grad af kynisme, for hvor skal en utilfreds kunde gå hen? Der er ingen steder at gå hen.