TYSKLAND STÅR foran et kursskifte: Gerhard Schröder har i sine syv år som kansler ført en neoliberal politik på et klart socialt grundlag, og i denne politik er han blevet suppleret af Joschka Fischer fra koalitionspartneren De Grønne. Fischer er en af Europas dygtigste udenrigsministre og en overbevist tilhænger af det europæiske samarbejde. I de næste mange år vil Tyskland efter alt at dømme blive regeret af den borgerlige Angela Merkel fra det kristelige unionsparti CDU som kansler i en rent borgerlig regering eller som leder af en stor koalition med deltagelse af Socialdemokratiet. Hvad neoliberalisme angår, adskiller hun sig ikke fra Schröder. Han har tværtimod ofte taget brødet ud af munden på de borgerlige. Hendes bidrag til fornyelsen af Tyskland bliver et andet: Hun og ikke mindst CDU's søsterparti er neonationalister. Tyskland skal vinde i globaliseringen ved at blive mere tysk og mere fremmedfjendsk. Udenrigspolitisk risikerer landet at få en chef for diplomatiet, der ser med kolde øjne på det europæiske samarbejde, og som med sikkerhed vil blokere for al videre snak om optagelse af Tyrkiet i EU. Den nye kurs bliver altså neoliberalisme plus neonationalisme. Den er dømt til at ende blindt. SÅDAN ER perspektivet, efter at den tyske præsident, Horst Köhler, i går gav grønt lys for et efterårsvalg i utide. Det er ikke hverdagskost i Tyskland, hvor forfatningen i realiteten forbyder, at en regering af egen kraft kaster håndklædet i ringen. Den har værsgo at blive tiden ud. Derfor kan den strenge tyske forfatningsdomstol ende med at spænde ben for et projekt, der i realiteten skyldes, at Schröder er blevet dolket i ryggen af sine egne. Schröder har været Tyskland en god kansler. Han har, støttet af sin udenrigsminister, holdt Tyskland uden for ragnarokket i Irak, og han har i EU's krise- stunder, senest dette forår, vist, at Tyskland er en hovedhjørnesten i samarbejdet. Desuden har han gennemført en upopulær arbejdsmarkedsreform, der både sigter på at aktivere en hærskare af duelige mennesker på overførselsindkomster og hindre, at de sociale kasser forbløder. Alle er enige om, at den tidligere borgerlige regering under Helmut Kohl skulle have taget dette skridt efter genforeningen i 1990, men at det politiske mod svigtede. Borgerlige vil gerne vise socialt storsind, mens socialister altid skal bevise, at de ikke er soldebrødre. Desværre er bunden gået ud af tysk økonomi alligevel. Det er vel derfor, fronterne er trukket ekstra skarpt op ved dette valg, hvor Socialdemokratiet bliver bidt i haserne af et nyt venstreparti, hvis hovedkraft er det postkommunistiske PDS. Der skal træffes nogle hårde valg, og de sikreste tabere forskanser sig i Venstrepartiet, som lukrerer af, at dets politiske aner i det hedengangne DDR kørte deres land så grundigt i sænk, at Forbundsrepublikken fra genforeningen og helt frem til 2019 må sende milliarder i bistand østover for at skabe vækst og velfærd dér. Denne folkegave, der mange gange overgår Marshallhjælpen til Europa efter krigen, tvinger statsbudgettet i knæ uden at kunne samle den restgruppe op, der udgør kernen i PDS' valggrundlag. På den anden side viser PDS' styrke, at det tidligere DDR nu ligner de østeuropæiske nationer, hvor de gamle kommunistpartier er tilbage ved magten i moderniseret form. TYSKLAND ER et konservativt land, og resultatet af denne kannibalisme på venstrefløjen er en konservativ regering. Det kan man fortvivle over. Men det mest fortvivlende er måske, at Tysklands egentlige, fremadrettede og regeringsduelige venstrefløjsparti, De Grønne, sættes ud af spillet og vil blive henvist til oppositionsbænkene i mange år fremover. De Grønne er den eneste politiske kraft i Tyskland, der ubetinget anskuer verden som andet end en kamp mellem kapitalisme og socialisme. Sådan fortolker venstrefløjen verden, og dens syn deles, om end med modsat fortegn, af Tysklands borgerlige, der dog vil gøre vælgerne lidt mere trygge ved kapitalismen ved at betone, at den skal være hjemmegjort. Tysklands Grønne, og i særdeleshed Joschka Fischer, ser anderledes på verden. For dem må politikere, folkevalgte og græsrodsbevægelser tage ved lære af kapitalkræfterne og få styr på globaliseringen, den livstruende miljøforurening og alverdens sikkerheds-, sundheds- og fattigdomsproblemer gennem internationalt samarbejde - i EU og i alle mulige andre overnationale samarbejdsorganer. Bl.a. derfor er De Grønne naturligvis også tilhænger af et Tyrkiet i EU og en fast tysk plads i FN's Sikkerhedsråd. Det er oplysende at sammenligne den verdensanskuelse, som De Grønne er fortalere for, og som bygger på åbenhed og samarbejde, med den ånd, der behersker såvel det nye tyske venstreparti som de borgerlige partier. Hos alle disse i grunden konservative kræfter afgrænser man sig mod sine modstandere og skaber politik ved at skabe sig fjendebilleder. Venstrepartiet og de borgerlige har oven i købet en fælles fjende i de fremmede i og uden for Tyskland. Dette ven-fjende-mønster vil de vinde valget på, men ikke fremtiden.