JOHN GARANG var officer i den sudanske hær. Han blev for mange år siden sendt til Sydsudan for at nedkæmpe et opgør blandt soldater, der nægtede at tjene i den nationale, arabiskdominerede hær. John Garang kom ikke tilbage. I stedet slog han sig sammen med de oprørske soldater og dannede frihedsbevægelsen SPLM. Nu er John Garang for første gang i over 22 år vendt tilbage til hovedstaden Khartoum. I sidste uge satte han sig til rette som vicepræsident i den militærregering, han har kæmpet imod. Den kristne oprører fra syd er dermed blevet medlem af en regering, hvis magtgrundlag dybest set fortsat er islamisk fundamentalisme med sharia som lovgrundlag. MAGTDELINGEN og den forudgående fredsaftale er resultatet af de involverede parters pragmatiske realisme, interne stridigheder både i syd og nord, frygten for at tabe krigen eller ryge endnu længere ud i det internationale mørke kombineret med et meget stærkt og vedvarende pres fra USA og EU med Rusland og Kina på sidelinjen. Stikordene er adgang til Sudans rige oliekilder og selvfølgelig ønsket om at gøre den tidligere terroristrede på Afrikas Horn salonfæhig. USA har ikke brug for flere ukontrollerbare gemmesteder for terrorister, og da slet ikke på Afrikas Horn. Af alle disse grunde er Afrikas største land på vej tilbage til det gode internationale selskab efter at have tilbragt en del år i kulden. Det kan man kun glæde sig over, ganske som det er opmuntrende, at Afrikas længste borgerkrig efter 22 års blodige kampe og mellem 1,5 og 2 millioner døde endelig er slut. SUDAN OG dets ledere står nu over for en række næsten uoverskuelige opgaver som genopbygningen i syd, udbredt fattigdom, frustrationer og politiske og religiøse modsætninger mellem folkegrupper og partier både i nord og syd. Blandt andet som følge af Khartoum-regeringens mangeårige taktik med at føre krig per stedfortræder, udnytte etniske modsætninger mellem lokale folkegrupper og bevæbne dem, der ville gå i krig mod naboen. Så kunne man jo om nødvendigt supplere med bomber fra luften. Det har været effektivt, både i syd og lige nu i Darfur. Men det er svært at leve i fred bagefter. For det internationale samfund gælder det derfor om at fastholde presset, især af hensyn til Darfur, der igen er ved at blive glemt. Ingen af toplederne i den nye regering er folkeligt valgt eller demokratisk indstillede. Man må derfor ikke nøjes med at glæde sig over adgangen til olie, og at der måske er en ond fjende mindre i Afrika. Presset på Khartoum må fastholdes for at sikre alle sudaneres adgang til frihed, mad og fred. Også dem langt ude i Darfur.