EN ÅBEN og fri debat er selve livsnerven i et demokratisk samfund. Alt skal kunne diskuteres, og alle meninger er velkomne, det siger sig selv. Men sådan er det ikke i Dansk Folkeparti, der ud over at være Danmarks tredjestørste parti også er kendetegnet ved en usædvanlig ringe medlemsindflydelse. Det er der en historisk forklaring på. For er der noget, partiejer Pia Kjærsgaard for alt i verden vil undgå, er det en tilbagevenden til de anarkistiske og farceagtige tilstande, som prægede Mogens Glistrups Fremskridtsparti. Derfor er medlemsdemokratiet i Dansk Folkeparti en ren paradeforestilling, dygtigt iscenesat af Pia Kjærsgaard og hendes mest fortrolige i partitoppen, gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, udlændingeordfører Peter Skaarup og pr-chef Søren Espersen. De fire lægger linjen, og linjen er ikke til diskussion. EN GROV påstand? Måske, men den kan dokumenteres med Pia Kjærsgaards egne åbenhjertige ord i en aktuel sag: Da Dansk Folkepartis nyvalgte EU-ordfører, Morten Messerschmidt, og Dansk Folkepartis erfarne medlem af EU-parlamentet, Mogens Camre, i en kronik i Jyllands-Posten dristede sig til at sætte spørgsmålstegn ved efterlønsordningens fremtid, fik de to medlemmer en helt uhørt hård medfart. »Jeg var nødt til at gå ind og dræbe den debat«, sagde Pia Kjærsgaard ordret til denne avis. Læg mærke til formuleringen. Pia Kjærsgaard kunne have sagt, at partiets politik ligger fast, at Dansk Folkeparti under alle omstændigheder vil bevare efterlønnen, men partilederen ville noget mere: dræbe debatten. Det taktiske hensyn bag udtalelsen er til at få øje på. Dansk Folkeparti vil i modsætning til Socialdemokratiet og dets nye formand, Helle Thorning-Schmidt, stå som partiet, der vil bevare alt, som det er, selv om verden ændrer sig. Opskriften er enkel: Vi er imod EU og de fremmede, og vi vil bevare alle de gode gamle velfærdsordninger, som Socialdemokratiet stod fadder til. Det er til at forstå, i hvert fald som politisk taktik. MEN DRÆBE debatten internt i partiet det vil Pia Kjærsgaard altså også. Andre partiledere vil undgå fløjkrige, men det er noget andet. En Anders Fogh kan lægge luft til en Birthe Rønn Hornbech. En Helle Thorning-Schmidt kan undsige en Sandy Brinck. Men Pia Kjærsgaard går skridtet videre. Hun bandlyser selve debatten. Oven i købet om noget så centralt som velfærdssamfundets indretning. Så ved vi det. Pia Kjærsgaard ved bedst, og hun alene vide. Det er en stil, man ellers normalt forbinder med partiledere i Hviderusland, Kina og Nordkorea.