HVEM HAR sagt følgende: »Lad os tage hinanden i hænderne som velstående industrilande og sige til verden, at vi helt vil afskaffe al vores landbrugsstøtte«? Umiddelbart ville de mest oplagte gæt være Bob Geldof, Bono eller Enhedslistens Rune Lund. Men nej. Manden bag citatet er George W. Bush. Udtalelsen faldt tirsdag aften på den britiske tv-station ITV og var rettet direkte mod EU. Tilbuddet er så godt, at EU ikke kan afslå det. EU bør straks invitere USA til realitetsforhandlinger og udnytte den historiske åbning til at etablere en konkret køreplan for den totale afskaffelse af landbrugsstøtten i EU og USA. For i modsætning til hvad EU's landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, argumenterer for andetsteds i denne avis, går det alt for langsomt med at reformere EU's landbrugspolitik. Et fald på 10-20 procent frem til 2013 er peanuts i sammenligning med omfanget og skadevirkningerne af systemet, som med rette er blevet kaldt det mest tåbelige system, den vestlige verden nogensinde har skabt. Det er ganske enkelt idiotisk at hælde 400 milliarder kroner i lommerne på EU's landmænd hvert år, når alle ved, at støtten er til direkte skade for bønderne i udviklingslandene og de europæiske forbrugere. Bevares, der er sket forbedringer. Den seneste omlægning fra produktionsstøtte til arealstøtte er et skridt på vejen. Men skridtene er både for få og for små. Der er behov for at være meget mere ambitiøs i forbindelse med de nuværende forhandlinger om EU-budgettet. JAMEN, VI lavede jo en aftale i 2002 om en langsom aftrapning frem til 2013, lyder det fra nogle af landene. Særlig Frankrig, som får mest ud af landbrugsstøtten, advarer mod konsekvenserne af at skære hårdere. Selvfølgelig er der et hensyn at tage over for landmændene. Nedskæringer fra det ene øjeblik til det andet er ikke rimeligt. Til gengæld er der intet til hinder for at skære meget dybt fra 2013. En varslingsperiode på otte år må være alt rigeligt. Det fine ved den løsning vil samtidig være, at både Jacques Chirac og Tony Blair kan fremstå som sejrherrer. Chirac som beskytter af 2002-aftalen og Blair som manden, der for alvor fik gjort noget ved den tåbelige landbrugsstøtte. Set i det lys er tiden kommet til, at Mariann Fischer Boel beviser sit værd. I stedet for at fare rundt og advare mod konsekvenserne af de hårdt tiltrængte landbrugsreformer burde den danske landbrugskommissær leve op til det historiske ansvar, der nu hviler på hendes skuldre. Hvis EU ikke evner at tage imod tilbuddet fra Bush, vil hendes eftermæle ikke være kønt.