SOM SMÅSTAT har Danmarks skæbne altid været, at vores forhold til omverdenen betyder mere end omvendt. I de sidste århundreder har danskerne således reelt været underkastet stormagternes gøren og laden. Nogle vil ligefrem hævde, at 'danskerne' slet ikke eksisterede som nation, dengang Danmark sidst bestemte over vores nabofolk. Under alle omstændigheder hører det til sjældenhederne, at begivenheder her i kongeriget sender chokbølger gennem verden. I vores egen selvforståelse tegner billedet sig dog anderledes. Særlig to begivenhedsforløb har været med til at skabe en udbredt illusion om, at Danmark stadig spiller en væsentlig rolle på den verdenspolitiske scene: I 1980'erne blev de såkaldte NATO-fodnoter opfattet som en form for Daviddiplomati, og i 1990'erne videreførtes forestillingen med de fire danske EU-forbehold; i 1980'erne handlede fodnotepolitikken om at skabe et fredeligt alternativ til supermagternes våbenkapløb, og i 1990'erne handlede forbeholdspolitikken om at skabe et folkeligt alternativ til Europas forenede stater. I realiteten har denne særlige danske form for 'stormagtspolitik' dog betydet mest indadtil; den har mest haft karakter af en form for nationalromantisk selvterapi. DET ER befriende, at den længe ventede rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, om den kolde krig gør op med denne selvovervurderende illusion. I afsnittet om fodnotepolitikken konkluderes det, at det alternative flertal i Folketinget - som bestod af venstrefløjen og Det Radikale Venstre - i al væsentlighed var et indenrigspolitisk sideshow: »Det fik ingen påviselig betydning for den internationale udvikling, at Danmark satte INF- og SDI-fodnoter (og det er derfor på sin vis forståeligt, at Schlüterregeringen ikke gjorde det til kabinetsspørgsmål). Dertil havde Danmark ganske enkelt ikke indflydelse nok i NATO. DIIS-rapporten er et nøgternt og afbalanceret grundlag for den videre debat om Danmarks sikkerheds- og udenrigspolitik og vil forhåbentlig kunne bidrage til, at vi fremover besinder os på virkeligheden: at Danmark er en småstat i periferien af Europa, som ikke kan ændre på verdens gang uden at samarbejde tæt og forpligtende med landene omkring sig. Denne indlysende erkendelse er desværre tiltrængt i en tid, hvor nationalfølelsen atter svulmer - og forestillingerne om alternativer til EU atter florerer. DIIS-rapportens dom over fodnoterne kan nemlig let føres videre og overføres på EU-forbeholdene: De fire forbehold har heller ikke haft nogen påviselig betydning for udviklingen i Europa.