I DE GLADE DAGE efter den kolde krigs afslutning blev der talt meget om den fredsdividende, militære besparelser, som nu kunne indhøstes. Men fredsdividenden udeblev. Som det anerkendte svenske fredsforskningsinstitut SIPRI påviser, var der også sidste år tale om stor stigning i verdens militærudgifter. USA holder statistikken i top og står for omkring halvdelen. Der er ikke længere tale om en vis balance, men snarere, at USA fører våbenkapløb med sig selv. Udvikling af ny militærteknologi er en af de store poster, der skal sætte USA i stand til at føre krige overalt i verden med minimale tab af amerikanske liv. Men verden lader ikke blot USA konkurrere med sig selv. I EU tales bekymret om, at vi halter bagefter, og presset øges for, at EU-landene alle yder mindst 2 procent af BNP til militæret. I USA er det 3 procent, men i en række fattige lande er det langt større indhug, som militæret gør i BNP. Visse steder i Sydøstasien kan argumenteres for, at USA's militære tilstedeværelse har fremmet demokrati og udvikling. I centralasiatiske lande som Usbekistan har det i stedet den omvendte effekt. Og hvordan det skal gå i Irak, som tegner sig for en del af USA's øgede militærudgifter, er endnu uvist. OFFENTLIGGØRELSEN af SIPRI's rapport faldt i går sammen med, at den britiske premierminister, Tony Blair, var i Washington for at søge amerikansk støtte til et storstilet hjælpeprogram for verdens fattigste lande i Afrika og andre steder. Men de stigende militærudgifter mindsker viljen til at yde mere i bistand. De globale militærudgifter var sidste år på 6.234 milliarder kroner samtidig med global tilbagegang i bistand. Den helt selvforskyldte elendighed, som øgede militærudgifter medfører i udviklingslande, er der forsøgt gjort noget ved gennem at presse dem til at nedsætte militærbudgetterne som forudsætning for hjælp. Men det største problem forbliver at presse rige lande til at nedsætte deres militærudgifter til fordel for bistand. Hvis fredsdividenden var høstet, kunne det have løst verdens fattigdomsproblemer og fjernet mange årsager til nye krige. De store spørgsmål er, hvorfor USA har givet afkald på fredsdividenden, og hvorfor den øvrige verden har ladet sig hale med på den vogn. Den dårlige forklaring er nye sikkerhedsrisici som terrorisme, mens vi har mange beviser for, at fænomenet ikke bekæmpes ved at rulle hele det militære arsenal ud. Og når fredsdividenden udeblev, skyldes det desværre også, at verden hænger fast i den kolde krigs militære logik.