KUN TRE DAGE efter franskmændene har også et meget stort flertal af hollænderne sagt nej til EU-forfatningstraktaten. Den politiske baggrund er en helt anden end i Frankrig. Men resultatet er endnu et hårdt slag for EU, og efter manges mening et dødbringende slag for EU's forfatningstraktat. Tony Blair står ifølge den - på dette område dog meget provinsielle - britiske presse på spring for at løbe fra en traktattekst, der ironisk nok i høj grad er præget af hans ønsker. Snarere end at tilbagekalde sin egen underskrift vil han nok udskyde folkeafstemningen til en endnu mere ubestemt fremtidig dato, end det allerede var tilfældet. Det passer også godt med et tjekkisk forslag om at udvide ratifikationsfristen, altså at give de 25 lande endnu længere tid til at godkende forfatningen. Det er især relevant for Holland og Frankrig. Ingen af stederne er der nogen nem løsning på den barske kendsgerning, at store vælgerflertal på den afgørende dag sagde nej til hele det politiske etablissement. Uanset om topmødet om to uger kan finde en formel, der vinder tid, er EU kastet ud i sin alvorligste krise siden de allerførste år. Dengang var det i øvrigt også Frankrig, der var årsagen. Under præsident Charles de Gaulle boykottede Frankrig i en periode det helt nye EF's organer. Ironisk nok var det dengang Holland, der energisk afviste den franske enegang. DET ER ET HELT andet Holland, der stemte nej i går. Efter mordet på først Pim Fortuyn og siden Theo van Gogh er landet fyldt af frygt for fremtiden, for islamisk terrorisme, for integrationsproblemer, ja for selve den nationale identitet. I stedet for at finde støtte i den europæiske ramme har Holland ladet den massive politiske mistillid, der ramte både den foregående og den nuværende regering, gå ud over EU. Det hører med til billedet, at regeringen slet ikke ønskede folkeafstemningen, men fik den påtvunget af et vigtigt støtteparti. Derfor kom jasiden sent i gang, og i de sidste dage fik nejsiden en saltvandsindsprøjtning fra det franske nej. Det hollandske nej er på en og samme tid mere labilt og mere reelt EU-kritisk end det franske. Først og fremmest er det præget af den fremmedfrygt, der har sat dagsordenen i de senere år. Ligesom i Danmark, kunne man fristes til at sige. Men på godt og ondt er strømningen i Holland mindre politisk styret, og dermed også mere destabiliserende end i Danmark. Det er svært at tro, at et i bund og grund rigt og velfungerende land som Holland ikke på et tidspunkt vil genopdage fordelene ved et mere tillidsfuldt politisk klima. I mellemtiden har de frustrerede og usikre hollændere ydet deres store bidrag til den voldsomme europæiske krise, vi pludselig står midt i.