FAGLIGHEDEN SKAL styrkes i den danske folkeskole, det er ganske givet. Og der er næppe heller tvivl om, at klare undervisningsplaner, løbende test og evalueringer, ja såmænd kontante krav til den ellers så forkætrede 'paratviden' bør prioriteres langt højere end hidtil. En svag skole er kun til glæde for de stærke elever, en svag skole skaber splid og skel mellem dem, der i forvejen har alle muligheder, og dem, som navnlig skulle hente mulighederne i skolen. Det er både i den enkelte elevs interesse og i samfundets, at skolen klart markerer, hvilken fond af viden, kunnen og fælles dannelse alle danske bør stræbe efter at tilegne sig i løbet af et skoleforløb. Hvis der skabes enighed om, hvad det centrale pensum er i store fag som dansk, historie, religion etc., så kan der ikke være noget forkert i, at det skrives ned i fag- og læseplaner; og hvis det tydeligt er nedskrevet, så kan der heller ikke være noget forkert i, at det tjekkes, om den enkelte elev nu også klarer sig eller skal have mere hjælp. Det kan kun hilses velkommen, at undervisningsminister Bertel Haarder synes at tænke i sådanne baner. Og det ville være glædeligt, hvis en samling omkring fælles mål kunne afløse mange års uhellig alliance mellem Dansk Industris snæversynede ønsker om 'kompetencer' og 'omstillingsparathed' og gamle 68'eres modvilje mod 'pensum' og 'terperi' - og deraf følgende slagord som 'ansvar for egen læring', 'individspecifik undervisning' og hvad der ellers cirkulerer af hippe slagord. Vi skal være dygtige både individuelt og i fællesskab, og skolen er ikke kun til for den enkelte, den er også til for samfundets skyld, så det kan hænge sammen og føre offentlig samtale på kvalificeret niveau. Nåh ja: og så vi kan konkurrere og klare os, det hører da med til historien - vi skal have brød på bordet også i en globaliseret tid.DER ER ALTSÅ mange gode takter i Bertel Haarders aktuelle udmeldinger, han forsøger først og fremmest at se problemerne i øjnene. Men der er også helt modsat rettede signaler, fæle former for mørkesnak, som risikerer at bringe folkeskolen i den stik forkerte retning og gøre det alt for nemt for faglighedens allerede nævnte modstandere at få deres vilje. Først er der den megen snak om 'kanon'. Det er svært at afgøre, om den er en del af løsningen eller en del af problemet - der er jo som sagt intet galt i at opstille mål for, hvad alle bør vide, og ud fra hvilke kriterier. Men når kulturminister Brian Mikkelsen vil have udarbejdet smarte og hurtige lister over danske værker, enhver bør kunne opremse, så tyder det på akkurat den form for overfladiskhed og uvidenhed, som ministeren hævder at ville bekæmpe. Og når Bertel Haarder følger trop og kræver en historisk kanon med 45 årstal (eller hvor mange det nu er), som ethvert barn skal kende, så tyder det på en så indskrænket forestilling om, hvad historisk bevidsthed er, at man virkelig må spørge, om ministeren løser eller skaber problemer for fagligheden.VÆRRE ER DET imidlertid, at Bertel Haardertydeligvis er begyndt at tage hul på en form for opgør med selve den videnskabeligheds- og oplysningstænkning, som er grundlaget for al vestlig skole overhovedet. På ministerens egen hjemmeside ligger netop nu et interview, hvori Bertel Haarder højtideligt erklærer at ville »banke ind i hovedet på alle ansatte i ministeriet«, at tilgangen til fagene dansk, historie og religion skal være 'grundtvigiansk', 'folkelig', 'kulturel' og skal sigte mod 'fortrolighed' med det danske og navnlig det kristne snarere end mod 'kendskab'. En alt andet end uskyldig tankegang, som i skrappere former går sin sejrsgang i USA, hvor bibelfundamentalister f.eks. kræver 'fortrolighed' med skabelsesberetningen og højst (og modvilligt) et 'kendskab' til den videnskabelige lære om evolution. Der er mange tegn på ny religiøsitet og vækkelsestale i Bertel Haarders udmeldinger, ligesom der i hans egen og diverse ministerkollegers kanonbegejstring er en underlig nationalromantik, som peger lukt bagud til mørkere tider. Det er selve oplysningsprojektet, undervisningsministeren tilsyneladende er begyndt at tvivle på, og hvis dette virkelig står til troende, så nytter aldrig så mange 'faglige' besværgelser ikke: Så er al egentlig fagligheds grundlag begyndt at skride. Vores højst kristne undervisningsminister burde være den første til at vide, at man ikke kan bygge et hus på sandgrund. Ej heller kan man bygge en skole på tro - den skal bygge på viden. Og det har sin særligt uskønne logik, at mens det efterhånden er blevet en dum og gængs kliché, at 'de islamiske lande lider under ikke at have haft en oplysningstid', så rejser kristne røster sig nu og kræver mere religiøsitet og mindre oplysning i vestlige skoler. Hvis Bertel Haarder forvilder sig ind i en sådan retorik og i synspunkter, der lyder som noget, der kun burde komme fra Dansk Folkeparti og Søren Krarup, så bliver hans kamp for fornyet og forstærket faglighed i folkeskolen alt for nem at bekæmpe. Gamle flippere og nye management-tænkere vil have let spil med at skyde det fælles og det faglige ned, hvis det i ministerens mund alligevel kun dækker over et kristent-grundtvigiansk korstog. Gid vi har misforstået ham.