FRANSKMÆNDENE har stemt nej. At EU's hjerteland og medstifter, unionens næststørste medlem, Jean Monnets og Robert Schumans fædreland har forkastet den europæiske forfatningstraktat, er et kæmpe nederlag og et kæmpe chok for Europa. Danmark og Irland har før stemt nej til en EU-traktat, men det politiske jordskælv er denne gang af en helt anden størrelsesorden. Det er et nederlag for den franske regering, for den franske præsident, for de mere end to tredjedele af den franske nationalforsamling og af det franske senat, der støttede traktaten. Det er et nederlag for den borgerlige regering, men også for den socialistiske og grønne opposition, der anbefalede et ja. Men det er ikke kun et nederlag for det folkevalgte Frankrig, for det erhvervsliv og for de mange organisationer, der ville jaet. Det er også et nederlag for hele EU, hvori 24 andre regeringer og parlamenter har godkendt, eller ønsker at godkende, forfatningstraktaten. I de sidste dage deltog både den tyske forbundskansler og den spanske premierminister sammen med mange andre europæiske politikere i forsøget på at overbevise de franske vælgere. Forfatningens 'fader', den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing, afsluttede sin valgkamp med at tale i det tyske forbundsråd, hvor Tysklands folkevalgte i fredags med overvældende flertal godkendte den forfatningstraktat, franskmændene nu har forkastet. DEN FRANSKE regering vil næppe overleve mange dage, og nyvalg til det franske parlament er en nærliggende mulighed. Frankrigs statsoverhoved, Jacques Chirac, der besluttede sig for folkeafstemningen, selv om den ikke var påkrævet, har lidt et politisk skibbrud, som han ikke fortjener at overleve. Men ingen forventer, at han tager konsekvensen og går af nu. Bag øjeblikkets politikere er det hele Frankrigs grundkurs gennem et halvt århundrede, der er ramt af et knusende slag. På godt og ondt har EU i årtier været set som en forlængelse af nationens forestillinger om sin egen rolle og særlige betydning i Europa og verden. Hvor der findes briter, der drømmer om et atlantisk alternativ, og måske stadig findes danskere, der tænker nordisk, så findes der i Frankrig ikke noget mentalt og politisk alternativ til den europæiske ramme. Det er da også de færreste på den sejrende nejside, der udlægger deres nej som antieuropæisk. De fleste af dem taler om et bedre EU og en bedre forfatningstraktat, om en genforhandling og et mere socialt Europa. DET ER DOG ikke den sejrende nejside, der vil skulle trække konsekvenserne af nejet og give Frankrig og EU en ny kurs. Nejsidens politiske repræsentanter består af det yderste højre og af det yderste venstre samt af politikere, der er i mindretal i deres eget parti. Den tungeste af dem, forhenværende premierminister Laurent Fabius, er socialist. Men hans nej betragtes af så mange som så opportunistisk, at det er svært at tro, at han kan samle socialistpartiet og dermed oppositionen i Frankrig. Under alle omstændigheder er det ikke nejsidens dybt splittede politiske repræsentanter, der forklarer nejet eller har båret det hjem. Nejet er først og fremmest udtryk for mistillid og utryghed i over halvdelen af den franske befolkning. Utilfredshed med den store arbejdsløshed, utilfredshed både med regeringens reformer og mangel på samme, frygt for den billige østeuropæiske arbejdskraft, modvilje ved udsigten til et tyrkisk medlemskab af EU. Alt sammen forstærket af en folkeafstemningskampagne, hvor jasidens desperation ved udsigten til et nej af mange blev oplevet som arrogance, usagligt pres og trusler. Vi kender den store mistillidsmaskines virkemåde fra de danske debatter i 1992 og 2000. HVAD SKER DER så nu? Det hører med til nejets elendighed, at det ikke rigtig kan få de øjeblikkelige og trods alt forløsende konsekvenser, vi normalt forbinder med et politisk jordskred. Forfatningstraktaten er ikke faldet, eller rettere, hvis den er, vil det først ske på et senere tidspunkt, og ikke alene som en virkning af franskmændenes valg. Der vil ikke kunne vises den respekt for nejet, som ellers synes at måtte være simpel demokratisk logik: Skulle Frankrigs nej besegle traktatens skæbne, ville det nemlig indebære, at man sprang op og faldt ned på den kendsgerning, at lande, der repræsenterer halvdelen af EU's samlede befolkning, allerede har vedtaget den. Og at man samtidig afskar hollændere, luxembourgere og danskere, der allerede har sat dato på deres folkeafstemninger, og briter, polakker, portugisere, irere og tjekker, der senere vil gøre det, fra at udtrykke deres holdning til den fælles traktat. Franskmændene skal vel ikke alene bestemme på alle andres vegne? Resultatet er den uforudsigelige og komplekse krise, vi nu står midt i. Den kan føre til en ny traktat, til ingen traktat eller til den samme traktat i nye eller uændrede politiske gevandter. Den kan føre til flere eller til færre folkeafstemninger, og den kan vare i dage eller i år. Ægte respekt for det franske nej ville være, hvis EU's medlemslande fandt en ny måde at involvere vælgere, politikere og partier på i det store europæiske politiske eventyr; et eventyr, der forhåbentlig overlever søndagens dramatiske mistillidserklæring.