ER DET Radikale Venstre degenereret til blot at være et elitært interesseparti for storbyens bohemeburgøjsere? Har partiet fuldstændig mistet jordforbindelsen til det dannede godtfolk i provinsen? Nej, naturligvis ikke. Selv om mange kommentatorer og politiske modstandere i dag påstår, at Det Radikale Venstre kun appellerer til det såkaldte caffelattesegment, er realiteten, at det gamle husmandsparti stadig er et moderat borgerligt midterparti. Realpolitisk er partiet således stadig mere gammelklogt, end det er avantgardistisk. Hvis man skulle være i tvivl, kan man blot kigge på den radikale folketingsgruppe: Ud af de i alt 17 medlemmer er der i dag flere midaldrende mænd med briller, lærerskæg og tyndt hår, end der er unge kvindelige caféintellektuelle. Den nuværende folketingsgruppe repræsenterer dermed stadig det mellemlag af dannede og snusfornuftige provinsboere, der fra begyndelsen - i dag for nøjagtig 100 år siden - har været eksistensgrundlaget for Det Radikale Venstre. Hvis Det Radikale Venstres synspunkter i dag kan fremstå yderligtgående, skyldes det ene og alene, at de øvrige partier har flyttet sig afgørende i de senere år. Ikke mindst på tre centrale områder, hvor de radikale blot har stået stædigt fast: i debatterne om henholdsvis strammere udlændingeregler, reformer af velfærdsstaten og internationalt samarbejde. Mens Venstre og Socialdemokratiet først droppede enhver retspolitisk anstændighed i udlændingedebatten, dernæst nedtonede profilen i EU-debatten, for så siden hen at opgive enhver tanke om mærkbare velfærdsreformer, har Det Radikale Venstre holdt fast i sine principper om universelle menneskerettigheder, finanspolitisk bæredygtighed og globalt udsyn. At tre så umiddelbart moderate og besindige principper kan skabe varig ravage blandt partierne, siger vist mest om det populistiske debatklima i Danmark. RET BESET er Det Radikale Venstre i bedre kontakt med sine oprindelige ideologiske rødder, end både Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet er i dag. Den radikale fremgang ved sidste valg kan således ses som et udtryk for, at mange vælgere tilsyneladende identificerer sig med et parti, der står fast på egne principper - snarere end som et udtryk for, at en særlig 'kreativ klasse' skulle være under mobilisering. Derfor er det heller ikke usandsynligt, at Det Radikale Venstre vil miste vælgeropbakning, når og hvis de tre andre gamle partier en dag skulle komme til besindelse. Foreløbig tyder intet på, at dét vil ske snart. Det Radikale Venstre kan derfor fejre sit 100-års jubilæum i dag som det eneste af de fire gamle partier med sin integritet i behold. Tillykke med det!
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
