MED DEN socialdemokratiske fiasko ved søndagens valg i den store tyske delstat Nordrhein-Westfalen og kansler Gerhard Schröders forventede nederlag ved efterårets forbundsdagsvalg, som han selv ønsker udskrevet, vil en epoke med rød-grønne regeringer i Tyskland være forbi. I den øjeblikkelige tumult hæfter man sig mest ved det tyske socialdemokrati SPD's krise og splittelse. Man overser, at De Grønnes fald fra magten vil få de mest vidtrækkende følger for Tyskland og måske også for det europæiske fællesskab. Tysklands Grønne er et miljøbevidst parti, men ikke et miljøparti. Det er mere socialt ansvarligt end SPD, det har opgivet enhver ideologisk fundamentalisme, og det havde mod til at føre an i det kursskifte, der trak det håndsky Tyskland med ind i forsvaret for menneskerettighederne under krigen i Kosova. Partiet står for en oplyst samfunds- og industriudvikling, der er et begavet alternativ til den nuværende stagnation. Det har vist, at det ikke nødvendigvis kræver store menneskelige og miljømæssige omkostninger at møde udfordringen fra såvel den europæiske som den internationale globalisering. ALT DET VED Tysklands borgerlige opposition. Derfor har de borgerlige stødtropper brugt hovedparten af deres kræfter dette forår til at knuse den grønne tyske udenrigsministers, Joschka Fischers, omdømme i offentligheden. Sagen om en liberal udstedelse af visa til østeuropæere, hvis oprindelse i virkeligheden skal søges hos den tidligere borgerlige Kohlregering, havde det overordnet politiske mål at skræmme tyskerne med den onde og truende verden udenfor. Det lykkedes, viser styrkeprøven i Nordrhein-Westfalen. Tyskland er med Schröders ønske om valg et år før tiden kastet ud i et valg mellem to former for traditionel politik, der begge vil give borgerne mere af det samme, men intet afgørende nyt. I SPD har formanden, Franz Müntefering, stimuleret den gamle klassekampsdebat, mens hovedlinjen i partiet er den fanatiske pragmatisme. I de borgerlige unionspartier CDU og CSU er det helt tydeligt mere af den gamle nationalstat, der skal redde landet. De støtter sig til det lille liberale parti FDP, der netop har lagt sig fast på en ultraliberal kurs, som selv George W. Bush ville se med betænkelighed på. FDP vil stille med landets udenrigsminister, hvis de borgerlige vinder. DET EUROPÆISKE venstres lange vej gennem institutionerne er afsluttet. Nu vises dette venstre ud. Dørvogterne nøjes med at være godt tilfredse med sig selv og røber ingen angst for de tomme rum.