SKAL MAN grine eller græde over det show, Dansk Folkeparti de seneste dage har opført på den mediepolitiske scene? I sidste måned blev salget af TV 2 udskudt på ubestemt tid. Dansk Folkeparti blev meget fornærmet over ikke at være blevet konsulteret. I nogle dage krævede det undersøgelser og konsekvenser, for til sidst at lande på et krav om, at salgsprocessen skulle flyttes fra Kultur- til Finansministeriet. Hvortil statsministeren tørt bemærkede, at det er svært at flytte noget, der ikke eksisterer ... Så blev de rigtig vrede i Dansk Folkeparti, brød ud af medieforliget, og skabte dermed som en bivirkning håb for Weekendavisen og andre medier, der som følge af samme forlig står til at miste portostøttekroner. Nu var det alvor ... GU' VAR det ej. Efter et møde i Statsministeriet har Dansk Folkeparti stukket piben helt og aldeles ind. De har nemlig fået en stuur, stuur indrømmelse: Salgsprocessen er godt nok stadig ikkeeksisterende, og den proces, der ikke er, skal håndteres af de samme embedsmænd fra både Kultur- og Finansministeriet, der hele tiden har håndteret den. Men i spidsen for den ikkeeksisterende proces står nu hele tre politikere, finansministeren sidder for bordenden, og - hold nu fast - en af disse tre politikere er fra Dansk Folkeparti, og vedkommende er - hvor stort kan det blive - dermed ligestillet med kulturminister Brian Mikkelsen. Han har jo også klokket i det, og får unægtelig hermed sin velfortjente straf. Til gengæld er Dansk Folkeparti tilbage i medieforliget, og Weekendavisen og andre portoofre kan igen kigge i vejviseren efter støttekroner. DET HELE var kort sagt en fis i en hornlygte. Der er flertal for at sælge TV 2, hvis det en dag skulle kunne lade sig gøre, men det har der hele tiden været. Spørgsmålet bliver næppe aktuelt på denne side af næste valg. Og når det bliver, vil det stadig være regeringens koordinationsudvalg, og ikke Dansk Folkepartis trepattede ko, der skal afgøre sagen. Når forløbet overhovedet er værd at notere, er det, fordi det afslører, at Dansk Folkeparti slet ingen mediepolitik har. Før partiet anskaffer sig sådan en, kan selv dets nok så afgørende mandater ikke give det nogen indflydelse på regeringens politik - der, hvad TV 2-salget angår, i øvrigt stadig ligger i ruiner.