HVIS NOGEN skulle være i tvivl om, hvem Fogh helst vil samarbejde med - midterpartierne eller Dansk Folkeparti - så gav regeringens Havreholm-møde, der sluttede i fredags, et klart svar på netop dét spørgsmål: Dansk Folkeparti. Ingen statsministeriel slinger her. Er der to, der står sammen i dansk politik, så er det VK -regeringen og Dansk Folkeparti. Det årelange papirløse forhold mellem de to er inde i en rivende udvikling. Hvad bliver det næste? At Kjærsgaard, Skaarup og Thulesen-Dahl optages i regeringen som fuldgyldige udøvere af den politik, som deres parti alligevel er med til at formulere? MAN MÅ rose statsministeren for den umisforståelige kærlighedserklæring ved pressemødet i fredags. Men forstandig var den ikke. Beslutningen om et fortsat intimt parløb med Dansk Folkeparti kan nemlig meget vel gå hen og underminere regeringens position på længere sigt. For mens Fogh & Co. havde mange gode parlamentariske grunde til at støtte sig til DF i perioden 2001-2005, så har de politiske realiteter mildest talt ændret sig markant siden folketingsvalget. For det første handler det om personer. Valget af en ny socialdemokratisk ledelse med Helle Thorning-Schmidt i spidsen har skabt en ny politisk situation. Hendes udogmatiske udmeldinger, ryk ind mod midten og ønske om at samarbejde har gjort det svært for regeringen at stemple S som et uansvarligt parti. Og når Fogh ikke tager den udstrakte hånd, men slår den af, er det Fogh, der fremstår som den uvillige part, som én gang for alle har valgt side: Pia Kjærsgaards. Det ser ikke kønt ud. Heller ikke i vælgernes øjne. MEN FREMFOR ALT handler den nye realitet om, at vi i den kommende tid står overfor tre store udfordringer: Behovet for velfærdsreformer af efterløn, børnecheck, pensionsalder mv. i kølvandet på Velfærdskommissionens rapporter. Behovet for et globalt dansk engagement - EU-traktaten og håndteringen af globaliseringen igennem Globaliseringsrådet. Og behovet for en integration, der virker. På samtlige områder er regeringen nødt til at komme med offensive bud for at kunne vise politisk lederskab. Og på samtlige disse områder er Dansk Folkeparti ubrugeligt som parlamentarisk grundlag. Partiet er imod velfærdsreformer. Det er indædt modstander af globalisering og EU. Og det er mildest talt ikke engageret i integration, som hidtil er blevet sjoflet på det skammeligste. Vi taler om et helt igennem forandringsangst og reaktionært parti, som har én mission: status quo. Hvad skal Fogh med DF?