BERTEL HAARDER kan nu føje endnu en titel til sit efterhånden meget omfattende visitkort: Han er trådt i karakter som landets ærkebiskop. Det skete, da han som kirkeminister bestemte, hvad præster her i landet må og ikke må, vel at mærke ikke som tjenestemænd, men som teologer og trosforkyndere. Med sin milde og rummelige landing af Grosbøllsagen har Haarder givet en meget klar anvisning på, hvad man inden for stats- - undskyld - folkekirken må tro på i vores lille lutheranske kongedømme. Man vil erindre, at Thorkild Grosbølls gejstlige foresatte, biskop Lise-Lotte Rebel, i juni 2004 fritog Grosbøll fra tjeneste og indstillede til Kirkeministeriet, at han blev stillet for en præsteret. I juli fik Grosbøll besked om, at den indstilling var fulgt, og at det ville ske. Siden fulgte tavshed, folketingsvalg og en ny kirkeminister. Bertel Haarder har nu underkendt biskop Rebel i et rent trosspørgsmål og i stedet placeret Grosbøll trygt under biskop Lindhardt i Roskilde, en mand, der som den vist nok eneste biskop i landet har udtrykt forståelse for Grosbølls synspunkter.SAGENS TEOLOGISKE kerne er enkel: Når man i kirken siger, at Gud skabte verden, betyder det så, at Gud rent faktisk skabte verden, på samme måde som andre ting er skabt eller blevet til i tidernes løb? Eller betyder det noget andet, som det er overladt til den enkelte præst og den enkelte troende at få til at give mening? Grosbøll mente det sidste, og det er det, Bertel Haarder nu har sørget for, at han fortsat har lov til at mene - og prædike. SÅ VIDT vi kan se, har Bertel Haarder dermed truffet en beslutning, der er beroligende for alle os danskere, der ikke er troende, eller som ikke finder de helt store fortolkningsbidrag til verdens indretning i vores vanemæssige medlemskab af folkekirken. Haarder slår med ærkebiskoppelig autoritet fast, at den danske folkekirke er moderne, rummelig og afslappet og ikke så religiøs, at det gør noget. Og det gør han utvivlsomt, fordi han vil folkekirken det vel og ønsker, at den skal overleve mange gode år endnu. Problemet er bare, at hverken biskopperne, præsterne eller kirkefolket nødvendigvis er enige. Og dermed er det ikke bare de vantro og de ligeglade, der konfronteres med vores nuværende kirkeordnings bankerot. Heller ikke - eller rettere netop ikke - de troende kan leve med en politiker som ærkebiskop, uanset hvor liberal, oplyst og uforpligtende en teologi han hylder. Lad os så få den reform. Lad os få skilt stat og kirke.