MED DE voldsomme sammenstød i den fattige centralasiatiske republik Usbekistan er det et af det tidligere Sovjetunionens mest autoritære regimer, der udsættes for krav om et magtskifte. I værste fald ender det i et blodbad og endnu mere undertrykkelse, i bedste fald oplever vi lige nu begyndelsen på enden for det nuværende Karimov-styre. Resultatet er langtfra givet på forhånd. Man kan håbe på et fredeligt oprør af den type, der gennem de seneste par år har ført til demokratiske omvæltninger i andre tidligere sovjetrepublikker som Georgien, Ukraine og Kirgisistan, men situationen er meget polariseret i Usbekistan. Polariseringen er prisen for den massive undertrykkelse, som Islam Karimov, tidligere leder af det sovjetiske kommunistparti i Usbekistan og præsident siden 1990, har udsat oppositionen for. En opposition, som han gerne betegner som »militante islamister«, uanset der måtte være belæg for det eller ej. På den måde er tusindvis af politiske modstandere havnet i fængsler, hvor tortur og overgreb har været et tilbagevendende tema for menneskeretsorganisationer verden over. I sin seneste menneskeretsrapport (fra 28. februar i år) betegner USA's udenrigsministerium direkte Karimov-styret som »autoritært med begrænsede borgerrettigheder« og en »atmosfære af undertrykkelse, som har bremset offentlig kritik af regeringen«. Karakteristikken er opsigtsvækkende, i betragtning af at netop Usbekistan - naboland til Afghanistan - er en af USA's allierede i den såkaldte krig imod terrorisme. IKKE MINDST derfor er USA nu nødt til at træde i karakter og vise, at der ikke gælder forskellige standarder for menneskerettighederne, afhængigt af om lande er allierede med USA eller ej. Og det gælder kun ekstra meget, efter at USA's præsident, George W. Bush, for nogle dage siden stillede sig op i den tidligere sovjetrepublik Georgien og gentog sin støtte til demokratiet rundt om i verden. USA og dets allierede må lægge pres på Karimov-styret og tvinge det til at slå ind på demokratiets vej og udskrive valg - også selv om det meget vel kan ende med en sejr til islamistiske politikere, som så ofte har mødt begrænset forståelse i Vesten. Erfaringerne fra Algeriet i 1990'erne viste, at vi skyder os selv i foden, hvis vi går på kompromis med de idealer, vi ynder at bekende os til ... når blot de rigtige vinder: Dengang vendte Vesten det blinde øje til, da algerisk militær aflyste et valg med udsigt til islamistisk sejr, og en blodig borgerkrig fulgte. I tilfældet Usbekistan har især USA allerede udvist så rigeligt med dobbeltmoral.