SKAL STATEN sende EU-traktaten ud til alle danske husstande? Af gennemskuelige årsager siger de store nejpartier ja. Og de endnu større japartier siger umiddelbart nej. Og da nej ikke umiddelbart kan få et ja til husstandsomdelingen, ligesom ja frygter at få et nej ved folkeafstemningen, diskuterer vi nu i stedet, om statsministeren bevidst skød over målet, da han sagde, at en omdeling i hele Danmark ville koste 150 millioner. For nu viser det sig efter kontrolvejning, at en husstandsomdeling af traktaten 'kun' vil koste 35 millioner. Men uanset om det ville koste et operahus eller et greb i baglommen, er der kun to ting at sige om runddeling af EU-traktater og andre love og regler. På den ene side: Det er altid en god idé at give borgere fuld, nem og direkte adgang til de love og regler, som vi skal leve efter og stemme om. På den anden side: Det er ikke sikkert, vi bliver klogere af at læse alle disse tekster. Og det er helt sikkert, at vi ikke behøver at kunne EU-traktaten udenad - alle sammen. NÅR NEJPARTIERNE vil have teksten ud, skyldes det jo deres frydefulde forventning om, at vi vil kløjes i den juridiske tekst - og så stemme nej. Billigt trick. Hvis vi skulle købe nye opvaskemaskiner, computere og vinkelslibere efter samme princip - altså først forstå apparaterne og være i stand til at fortolke de tekniske specifikationer i enhver situation før køb - ville der ikke blive solgt mange apparater. Vi ville stadig vaske op i hånden, skrive med fyldepen og bo i telte. Og vi havde aldrig fået en grundlov eller en retsplejelov, hvis det forudsatte, at vi alle havde forstået dem korrekt og var i stand til at gentage dem i søvne. Sagen er, at vi køber køkken-, kontor- og værkstedsmaskiner på grundlag af tillid til producenten og til vores værksted. De fleste af os nægter overhovedet at forstå indholdet af både opvaskemaskinen, computeren og vinkelslibernes programmer og motorer. De skal bare virke. På samme led kender vi nogenlunde principperne for grundloven, men alle kunne ikke drømme om at sætte sig ind i detaljerne. Vi kender lovens rammer, vi ved, hvor vi kan slå enkelte paragraffer op, vi har på dét grundlag selv valgt vores politikere, og vi ved, hvordan vi får fat i en god advokat, hvis vi føler vores retssikkerhed krænket. Og hvis vi er utrygge ved politikerne, vælger vi nogle nye - også uden at kende deres omstændelige partiprogrammer i detaljer og uden at kræve programmerne husstandsomdelt. Sådan skal det politiske system bygge på en grundlæggende tillid mellem borgere og politikere, loven og domstolene. EU's OG DEN ny EU-traktats grundlæggende problem, som japartierne må tage ansvar for, er i stor udstrækning fraværet af tillid til EU's administration og til EU-politikken. Det har nejsiden ved enhver lejlighed skamredet så effektivt, at jasiden hyppigt er blevet en undskyldning for sig selv. Men EU-samarbejdet har ikke brug for undskyldninger. Det er et historisk samarbejde, som vi ved fejringen af 60-året for afslutningen af Anden Verdenskrig skal glæde os over. Unionen er regulært fredsbevarende. Det indre marked er vækstfremmende og tjener til økonomisk inspiration for andre dele af verden. Og Schengen er en drøm i forhold til den virkelighed, Anden Verdenskrig efterlod, med åbne grænser, intet politi, ingen hegnspæle mellem netop de europæiske magter, der dengang havde lagt hinanden i ruiner. Også dette fremskridt i det ny europæiske samarbejde kan borgere andre steder i verden stadig kun drømme om. EU's idé er så entydigt god og befriende, at fornuftige folk i dag ville opfinde unionen, hvis andre ikke allerede havde gjort det. Det vil en husstandsomdeling af en juridisk traktattekst næppe ændre tilslutningen til. Men hvis jasiden kender sin besøgelsestid, vil den ikke lade sig presse af Dansk Folkepartis højrefløjsnationalister og de stadig færre EU-modstandere på venstrefløjen. Selvfølgelig kunne EU-traktaten sendes ud inden folkeafstemningen til september. Og selvfølgelig kan regeringen finde de 35 millioner på budgettets konto for 'diverse'. Men pointen er jo, at det er rent politisk plat fra nejsiden at slå på, at alle borgere skal have adgang til den ny traktat. Det har vi for længst fået. Gå på biblioteket eller f.eks. ind på www.eu-oplysningen.dk, hvor traktaten ligger, og vi kan søge svar på egne spørgsmål. Traktaten ligger bare og venter på, at nogle vil læse den. Det er blot de færreste, der nogen sinde får brug for det - ligesom de færreste har grundloven liggende på natbordet. DE 35 MILLIONER kan bruges på noget bedre end at rundsende en tekst, der allerede er alment tilgængelig. Nejsiden lever gennemskueligt af at så ukonstruktiv mistillid. Jasidens opgave er at skabe tillid til - og tryghed ved - det fundamentalt fremragende EU-projekt. Kan det virkelig være så svært?