I DAG, for 60 år siden, blev tyskerne befriet for den største skam i deres historie. Sådan, præcis med disse ord, beskrev Tysklands kansler, Gerhard Schröder, i går kapitulationen 8. maj 1945. Og i selv samme sætning gav han studenterbevægelsen i slutningen af 1960'erne æren for, at det forsinkede opgør med nationalsocialismen omsider kunne bryde igennem. Sådan som kansleren nu udtrykker sig, så de færreste tyskere dengang på den frihed, de allierede tropper havde skænket dem, for nu at citere en anden af denne mærkedags talere, nobelpristageren Günter Grass. Tyskerne havde andet at tænke på midt i deres bundløse elendighed. Derfor faldt det de fleste lettere at se sig selv som ofre for fremmede magter og til nød for topnazisternes forbrydelser end som ofre for deres egen dumhed. Det er derfor, tiden er fremskridtets vigtigste allierede, og derfor, vi har måttet vente 60 år, før Schröder med nogen ret kunne sige, at først nu står vi ved den lange efterkrigstids afslutning. Nu tales der ikke længere i Tyskland om 'undergangen', som titlen på en populær film om Hitler ellers lyder, eller 'sammenbruddet', som det hed i de første år, hvor det tyske rige og dets tankegods var brudt sammen - om end ikke af sig selv, som udtrykket ellers meget elskværdigt lægger op til. Der er heller ikke længere tale om noget så neutralt som 'krigsafslutningen' eller 'kapitulationen' eller 'nulstillingen'. I alle disse ord ligger offertanken på lur. Men selvfølgelig også, at Tyskland som nation fortsat består og derfor også bærer et ansvar for historien. DET INTERESSANTE er imidlertid, at man endog er ved at komme ud over forestillingen om at være blevet befriet. Den blev programmatisk fremsat af den daværende tyske præsident Richard von Weizsäcker i 1985, og tidligere kunne det nok anstændigvis heller ikke være sagt. Hitler havde mange tilhængere, sympatisører eller medløbere, der af gode grunde havde svært ved at se, hvad de var blevet befriet for. De måtte dø bort af sig selv, før ordet begyndte at få mening. Og for den del af Tyskland, der lå øst for Muren, fik ordet frihed først sin moderne betydning i november 1989. Perspektivet er blevet et andet, og det er der grund til at fejre her 60 tålmodige år senere. Diskussionen om befrielse eller nederlag er ved at klinge ud. Ligesom det er nonsens at tale om 'civilisationernes sammenstød', og ligesom det er svært at tale om ét folks krig mod et andet, som man har gjort det i Europa fra Napoleon til Hitler, er det svært at generalisere om befrielse eller medskyld. Det har enhver sin egen mening om, og gerningsmænd har, som Bertolt Brecht sagde, altid navn og adresse. Historien har bevæget sig fra det almene, hvor skyld ofte svævede ubekvemt rundt i den blå luft, til det nære og sørgeligt konkrete. I Tyskland og i Europa er det derfor blevet relativt almindeligt og anerkendt at anskue denne politiske epoke i vort kontinents historie udelukkende som noget rent forbryderisk. Unge mennesker tror sikkert, at man har endevendt de samme problemer, de samme temaer og de samme konklusioner hvert eneste mindeår for den tyske kapitulation 8. maj 1945. Det er langtfra tilfældet. SELVFØLGELIG beskæftigede man sig med Hitlerregimets forbrydelser og folkemord og ikke mindst med det mest systematiske og omfattende, nemlig mordet på Europas jødiske mennesker. Men det blev først en nagende bestanddel af en kollektiv hukommelse med en række amerikanskproducerede film og tv-serier i 1980'erne og 1990'erne. Først herefter internationaliseredes forestillingen om forbryderregimer. Hitlerregimet er det bedst tænkelige eksempel på, at det koster uanede mængder blod og lidelse at skaffe sig af med et diktatur, når det først har sat sig fast. Det forsvinder ikke af sig selv. Det må bekæmpes. Der er ingen fred uden frihed. Men tyske borgere, høj som lav, identificerede sig med deres nation, ikke med retsstaten eller folkestyret, og den fejl betalte de og alle andre europæere prisen for. Det er historiens ironi, at det blev borgerne i diktaturstaten DDR, der blev læremestrene i dén erkendelsesproces, at uden en fri forfatning findes der ingen nation i retlig forstand. Med parolen 'Vi er folket' væltede de Stasi-staten og viste, at over for forbryderregimer har også den enkelte borger et ansvar for genoprettelsen af ret og orden. Og miraklet skete: Et diktatur gav op uden kamp. DETTE ANSVAR rækker i dag så vidt, at det nu er hævet over diskussion, at vi også har ret og ikke mindst pligt til at blande os i andre staters indre anliggender, hvis de fører åbenlys krig mod dele af deres egne befolkninger. Retsstatsprincipper og frie forfatninger er vigtigere byggesten til fred end national suverænitet, forstået i sin mest indskrænkede betydning. Det er også, hvad EU forsøger at bekræfte overnationalt med sin forfatningstraktat. Hvis suverænitet i dag skal kunne værne en nations ydre såvel som indre sikkerhed, findes der kun delt suverænitet. Mange har troet, at vi med afslutningen af den Anden Verdenskrig var gået gennem en dør, der ikke mere kan åbnes. Men det er først nu, vi er ved at finde den nøgle frem, der kan låse den.