DA VI for ti år siden fejrede 50-året for befrielsen af Danmark var der udbredt enighed om, at det formentlig var det sidste store jubilæum af sin slags. Men kigger man på den seneste tids dækning af besættelsesårene 1940-1945 kan man godt komme i tvivl - og heldigvis for det. Aviser, radio og tv har med særtillæg, artikler, montager, dokumentarudsendelser og miniserier sørget for at hvert et hjørne af den hjemlige besættelse er blevet vendt og drejet. Og som om det ikke var nok har vi også set en lind strøm af bogudgivelser skrevet af både ældre og yngre historikere. Historien om de 'fem mørke år' er således blevet udfoldet i alle tænkelige udgaver og ikke sjældent med et moralsk og politisk ærinde for øje. Hvis man skulle være i tvivl, så er det blevet grundigt dementeret af den seneste tids debat om krigsårene: Ingen ejer den sande og fuldkomne udgave af historien. I DAG er det 60 år siden at London meldte sig med det glade budskab om Danmarks genvundne frihed. Der findes ingen enkel måde at gøre regnebrættet op på efter fem års besættelse. Set med moralske briller tager store dele af samarbejdspolitikken sig ikke pæn ud på afstand, men heroisme kan alt for nemt købes på efterbevilling. Vi, der i kraft af vores alder, blev skånet for periodens stærke dilemmaer, gør klogt i at lytte til de ældres erfaringer, uanset om de valgte aktiv modstandskamp eller tilpasning efter myndighedernes anordninger. Men først som sidst bør denne dag tjene som et minde om den dyrebare pris ved at opnå et frit og demokratisk samfund. Og ikke mindst om det vigtige i at nogen turde kæmpe for disse idéer i en mørk stund.