NOSTALGI for supermagten Sovjetunionen var det mest bemærkelsesværdige ved dette års tale om nationens tilstand af Ruslands præsident, Vladimir Putin. Han kaldte Sovjetunionens sammenbrud i 1991 »den største geopolitiske katastrofe« i det 20. århundrede, altså en værre ulykke end nazismen. Også en del mere besindige russere begræder Sovjetunionens sammenbrud, men de fleste anerkender dog, at der var tale om et forbryderisk regime. Det gør Putin ikke, der i stedet priste sovjettiden som præget af »høj moral«. Der var efter hans opfattelse simpelthen tale om, »at alle idealer brød sammen« med Sovjetunionen. Det er banalt at henvise til Putins KGB-fortid, men i går levede han 100 procent op til den. Det var en tale, der bidrog til den omsiggribende historiefortrængning og rehabilitering af stalinismen i dagens russiske regime. Sovjetimperiets fald var et »sandt drama« for det russiske folk, sagde han i talen, der ikke levnede rum for overvejelser om de mange andre nationaliteter i imperiet. Putin tog med gårsdagens udtalelser endnu et skridt væk fra demokratisk tænkning, selv om han talte meget om styrkelse af demokratiet på hans regimes helt egen facon. PRÆSIDENTEN advarede imod forsøg på en russisk gentagelse af folkelige opstande som i Georgien, Ukraine og Kirgisistan, da han sagde, at ingen aktioner »i strid med loven vil blive tolereret«. En af hans vigtigste udenrigspolitiske meddelelser var, at Rusland vil spille en mere aktiv rolle som guide for reformer og spille en »civiliserende rolle« i tidligere sovjetrepublikker. Det var en defensiv Putin uden de mange løfter, som hans årlige taler til parlamentet plejer at være fyldt med. Der var ingen gentagelse af løftet om at fordoble det russiske bruttonationalprodukt på ti år, heller ikke af de tidligere løfter om »gennemgribende militære reformer«. Det var generelle erklæringer uden meget konkret indhold. Han søgte at komme angsten blandt potentielle investorer i møde ved at skælde skattemyndighederne ud for at »terrorisere« erhvervsdrivende. Når det f.eks. gælder den tidligere oliegigant Yukos' fallit, var det et resultat af Putins egen politik, men nu fik det bureaukrati, som han selv har styrket, skylden. Det var en Putin, trængt af faldende popularitetstal, som søgte at hente ny styrke i den nostalgi for fortiden, som unægtelig præger store dele af hans folk.