AT OPPOSITIONEN nu ønsker en dato for, hvornår de danske soldater skal ud af Irak, viser, at S og R er ved at indse, hvor håbløst det er ikke at kunne lægge afstand til regeringen på så afgørende et område. Da Anders Fogh egenhændigt - ikke engang udenrigsministeren vidste, hvor det bar hen -besluttede, at Danmark skulle i krig i Irak, traf han den mest kontroversielle udenrigspolitiske beslutning, der er truffet her i landet siden den kolde krigs afslutning. Man på trods af beslutningens helt usædvanlige karakter, er det siden det oprindelige brud stort set lykkedes at gøre oppositionen medansvarlig hele vejen. Det er dette jerngreb, S og R nu forsøger at vride sig ud af. Midlet er et krav om, at soldaterne skal vende hjem i juli 2006. Men at det gøres betinget af, »at sikkerhedssituationen tillader det«, viser, hvor fast de stadig sidder i statsministerens greb. Betingelsen gør det svært at skelne deres holdning fra Bush-Fogh-refrænet: at soldaterne skal hjem så tidligt som muligt, men først, 'når det er muligt'. Men hvad værre er: Betingelsen betyder, at hvis sikkerhedssituationen om et år er uforandret eller forringet, så skal soldaterne ikke hjem. Altså accepterer oppositionen stadig en logik, der går ud på, at der skal kæmpes til den bitre ende, eller, om man vil, til den endelige sejr. At besættelsesstyrkerne lige så meget er en del af problemet som en del af løsningen i Irak, glider helt ud af sigte. DERMED HAR oppositionen stadig aktier i de fortrængninger, som regeringens politik er så præget af. Afgørende kendsgerninger er ikke med i regeringens Irakbillede. Som for eksempel, at den USA-ledede koalition bliver stadig smallere. At oprøret og volden ifølge USA's egen forsvarschef er lige så omfattende som for et år siden. At de amerikanske styrker ifølge den altid åbenmundede forsvarsminister, Rumsfeld, slet ikke kan vinde en militær sejr. Uanset at man må håbe, at de nu valgte, irakiske ledere formår at stabilisere situationen, er der stadig gode grunde til, at Danmark ikke bør være en del af den brutale krig, som amerikanerne fører på tredje år - uden at vinde den. Selv om man på langt sigt kan håbe på, at der er lys for enden af den irakiske tunnel, så burde oppositionen fastholde, at det desværre er pessimisterne, der fik ret med hensyn til, hvor svært det ville være at skabe et stabilt, provestligt og demokratisk Irak. Da forsøget blev indledt i marts 2003, stod oppositionen fast på, at opgaven ikke burde gribes an på den måde. Før man finder tilbage til en position af lignende klarhed, vil man ikke for alvor have vredet sig ud af Foghs jerngreb om dansk Irakpolitik.