DET ER ingen hemmelighed, at en af den nye socialdemokratiske ledelses helt store udfordringer bliver at formulere en offensiv udlændingepolitik. Skal historien om Socialdemokraternes nedtur fortælles helt kort, består den jo i, at man i 2001 tabte alle de vælgere, der foretrak Pia Kjærsgaard og Anders Foghs strammerkurs. Mens man i 2005 tabte alle dem, der foretrak Marianne Jelveds modstand mod selv samme strammerkurs. Det er ikke svært at formulere en politik, der ville erobre enten den ene eller den anden gruppe vælgere tilbage. Men hvordan får man fat i dem begge? Hidtil har man mest været optaget af den første del af opgaven. Under Lykketoft overtog S det meste af regeringens politik. Under valgkampen forsikrede S ikke at ville gøre op med indvandringsregler, der især på familiesammenføringsområdet er de skrappeste i Europa. Problemet med denne linje - ud over den umenneskelige side af sagen - er, at den giver Anders Fogh og Pia Kjærsgaard en kæmpe debatfordel: Som ophavsmænd til 'den ægte strammerkurs' er det dem, der bedømmer, om det socialdemokratiske kopipræparat er godt nok. Når dertil lægges behovet for også at tilbageerobre de vælgere, der stemte radikalt i februar, samt behovet for at kunne samarbejde med Marianne Jelveds parti, så er behovet for, at S formulerer sin egen, afbalancerede politik overvældende. DE FØRSTE signaler fra Helle Thorning-Schmidt er svagt opmuntrende. Mens udlændingedebatten i de senere år har haft en tilbøjelighed til at koncentrere sig om emner, der ved nærmere eftersyn viser sig at vedrøre meget få indvandrere, så ser S lige nu ud til at ville samle sig om det væsentlige: integration på arbejdsmarkedet og et stærkere uddannelsessystem. Begge dele er blevet forsømt af det nuværende flertal. Samtidig er problemerne store og reelle, så der er nok at tage fat i. Den stribe målsætninger, Socialdemokraterne forleden lagde frem, er helt rigtige. Det drejer sig om flere job, flere praktikpladser, mindre frafald i erhvervs- og andre uddannelser og så videre. Men hvor rigtige og vigtige målene end er, så er det naturligvis midlerne, det kommer an på. Job, der henvender sig til den store restgruppe med svage kvalifikationer - de fleste af dem er i øvrigt gammeldanskere - kommer ikke af sig selv. Det uddannelsessystem, der effektivt gør restgruppen mindre, findes heller ikke. Og de formelle og især uformelle barrierer, der holder mange nydanskere ude af arbejdsmarkedet, nedbryder ikke sig selv. I det mindste er retningen rigtig: Det er positiv, praktisk integration, der er i centrum. Ikke angstfremkaldende og selvforherligende kulturkamp. Vi krydser fingre.