»DANSKERE UNDER 40 år kan godt begynde at indstille sig på en større reform af folkepensionen og en afskaffelse af retten til efterløn, hvis velfærdssamfundet skal sikres på længere sigt«. Sådan lød udmeldingen for et halvt år siden fra en forholdsvis ukendt socialdemokrat. Helle Thorning-Schmidt hed hun. Og knap nok var sætningen formuleret, førend partiets daværende formand, Mogens Lykketoft, viftede den væk, som var det en flue, der havde sat sig på næsen. »Debatten er malplaceret«, tordnede han. Og så var der ikke så meget at tale om. Basta! For S havde én gang for alle besluttet sig for, at det ved en jætteindsats nok skulle blive muligt at skrabe den sidste krone hjem, så alle velfærdsordninger - fra efterlønnen over børnecheck til alle til folkepension - skulle blive betalt til tiden. En gang langt ude i fremtiden forstås. Den holdning ærgrede vi os over på denne plads. For var der ikke noget om, at der kommer 400.000 flere ældre i de kommende årtier? At arbejdsstyrken falder med 100.000? At fremtidens ældre vil leve længere og vil være mere velstillede? Og at der vil være mere idé i at bruge penge på de svageste og på uddannelse og forskning frem for at betale sund arbejdskraft for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet? I DAG HEDDER S-formanden Helle Thorning-Schmidt. Og nu er hendes ønske om at sætte velfærdsreformer på dagsordenen blevet socialdemokratisk politik. Men nu er det pludselig Pia Kjærsgaard (DF) og finansminister Thor Pedersen (V), der vånder sig. Der rystes i ét væk på hovedet af den nye formand, som tillader sig at ville reformere den danske velfærdsmodel. Hvor vover hun at ville røre ved efterlønnen! Og pensionsalderen! Man forstår, hvis udenforstående iagttagere undrer sig over dette rolleskift på den politiske scene. Men måske er det noget, man skal til at vænne sig til? DF har for længst gjort det til en dyd at være den gammelsocialdemokratiske velfærdsmodels tro væbner. Og længe før folketingsvalget meldte også Venstre sig også som kustode på arbejdermuseet. Tydeligst og meget levende kom det til udtryk, da finansminister Thor Pedersen afviste hurtige velfærdsreformer med ordene: »Skulle man for 50 år siden have besluttet, hvordan vi skulle fordele velfærden i 2004? Det var jo Morten Korch og Poul Reichhardt, der var dus med himlens fugle. Så tror jeg, der havde været får, grise og køer nok til danskeren, traktorer og mejetærskere. Et Bakkegårdens eventyr«. Noget tyder på, at S og R bliver frontløberne i velfærdsdebatten.