NÅR RESULTATET af en større forskning i erhvervslivets ageren under besættelsen nu fremlægges, dokumenterer det i sig selv, at den tids udfordringer stadig har bud til os. Og det gælder helt uanset forskningens indhold. Forskningen er blevet til, fordi konfliktstoffet i vores besættelseshistorie eksploderede, da Berlingske Tidende i 1999 bragte en større artikel om Riffelsyndikatet. Den gjorde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller så vred, at han satte sine aktier i avisen til salg. Det førte til, at Danmarks største bladhus, som Mærsk tidligere havde været med til at redde »af nationale grunde«, endte på udenlandske hænder. Dramaet medførte samtidig, at Enhedslisten fik sat hele erhvervslivets ageren under krigen på finansloven med en særlig forskningsbevilling. Påstanden om, at vi danskere enkeltvis eller kollektivt agerede moralsk forkert dengang, kan altså stadig bringe sindene i kog. Nogle mener, at fortiden slet ikke kan eller bør bedømmes fra nutiden. De foretrækker at forstå det hele, for dermed - åbenlyst eller indirekte - at tilgive. Andre - bl.a. statsministeren - mener derimod, at dommen er enkel at fælde. Der blev handlet usselt dengang, og Danmark svigtede »den frie verden« - en verden, der dog først rigtig fandtes efter krigen, og som Anders Fogh holder i live her længe efter den kolde krigs afslutning for at retfærdiggøre sin Irakpolitik. BEGGE POSITIONER er for enkle. Fortiden skal bedømmes. Det er ikke mindst den bedømmelse, der gør den interessant. Men det bør ske på baggrund af den bedst mulige forståelse af, hvordan tidens vilkår og muligheder var. De standarder, man sætter op for politikere, erhvervsliv og andre, skal være realistiske. De skal afspejle valgmuligheder, der var til stede dengang - helst valg, som nogle traf. I det lys er erhvervslivet en særlig frugtbar mark. For det viser sig, at virksomhederne traf meget forskellige valg og placerede sig mange steder på de skalaer af både økonomisk, politisk og menneskelig art, man kan opstille for deres ageren. Den konkrete forskning tegner bestemt ikke noget heroisk billede af industri, landbrug og fiskeri under besættelsen. Det kan man heller ikke forvente. Men det ny karske billede af, hvordan de fleste agerede, og hvor meget det betød for den nazistiske krigsmaskine, har godt af at komme frem i lyset. Om ikke andet fordi det sætter dem, der gjorde noget andet, eller i det mindste også gjorde noget andet, i et særligt lys. Mennesker vælger ikke frit. Men det fritager dem ikke for ansvaret - eller æren - for, hvad de gør. Den pointe bliver aldrig uaktuel.