MEGET VIL ændre sig i den katolske kirke efter den karismatiske polske pave Karol Wojtyla. Hans efterfølger bliver formentlig en af samme konservative kaliber i religiøse spørgsmål, da han selv har udnævnt de fleste af de kardinaler, som valget står imellem. Muligheden er der for en ikkeeuropæisk pave, som kan optræde politisk fornyende i udviklingslande, som Wojtyla gjorde i Polen specielt og Østeuropa generelt under opgøret med kommunismen. Men det er ikke opgør med regimer som kommunismen, der presser sig på for den katolske kirke. Det er opgør med en konservatisme, der har kostet mange liv, ikke mindst i aids-plagens kølvand. Blandt Wojtylas negative arv er, at han prædikede, at menneskets største onde ikke er fattigdom eller krig, men frafald fra det guddommelige. Kirken i Wojtylas hjemland vil mærke tabet af ham mest. Præsten og filosoffen Jozef Tischner pegede på problemet for flere år siden, da han skrev, at Polens kirke var stærk nok til at tvinge kommunismen i knæ, men ude af stand til at forvalte »frihedens gave«. I DEN POSITIVE arv efter Wojtyla er, at han belærte de polske præster, der kæmpede for en religiøs stat, om, at kirken i den moderne verden må finde sin plads i adskillelsen af kirke og stat. Han satte også de ultrakonservative på plads i spørgsmålet om polsk EU-medlemskab, som han støttede varmt. Nu vejrer kirkens ekstremistiske nationalister morgenluft, når Wojtyla ikke længere er der til at træffe også de store politiske beslutninger. På den anden side kan også ventes, at mange unge, for hvem Wojtyla var det eneste bindeled til kirken, vil vende den og Vatikanet ryggen. I øjeblikket står nationen sammen i sorg, men den føler sig faderløs, og kirken i Polen kan ikke udfylde faderrollen. Derfor kan der ventes frafald fra kirken i stil med det, som er sket for den katolske kirke andre steder i Europa. Den politiske pave gav polakkerne og andre østeuropæere stemmer imod kommunismen. Han forstod at udnytte sin rolle som mediestjerne, hvorfor Ruslands ortodokse kirke aldrig lod ham mødes direkte med de sjæle, som den kalder sin ejendom. Wojtylas børn må over for demokratiets udfordringer nu blive voksne og træffe egne valg, når faderen ikke længere er der til at beslutte for dem. Og med al respekt for hans minde må alle, som kerer sig om menneskeheden, håbe, at den katolske kirke under den næste pave vil søge nye veje til at værne om livet end den dødbringende køns- og seksualpolitiske konservatisme.