DET ER ikke dejligt at være socialdemokrat for tiden. Det, der i teorien skulle være en enestående og politisk livgivende proces - nemlig at vælge ny formand ved urafstemning - har udviklet sig til et opgør, der skaber mere vrede og frustration end begejstring og optimisme. Og opmærksomheden hjælper p.t. heller ikke partiet til nye vælgere - tværtimod. Før vi overhovedet når til kandidaterne, må det konstateres, at forløbet på forhånd havde udsigt til at blive en prøvelse. Indtil 1990'erne gav den socialdemokratiske tronfølge sig selv, forstået på den måde, at partiets øverste ledelse samlede sig om en kandidat, som ingen satte spørgsmålstegn ved. Når partiet samtidig besad statsministerposten, var den valgte fra starten forlenet med en autoritet og en uundgåelighed, der kvalte usikkerhed i fødslen. Formandens eventuelle svagheder blev først synlige senere, hvis de nogensinde blev det. Denne gang skal der vælges formand efter endnu et forsmædeligt valgnederlag, uden statsministerpost og uden enighed i hverken partiledelse eller folketingsgruppe. De tre mænd, der har domineret partiet siden Anker Jørgensens tid, har udspillet deres rolle, og der var ingen 'kerne' tilbage til at forme begivenhederne. I den situation bliver demokratiet og medlemmerne svaret på alt, og ethvert forsøg på tilrettelæggelse afvist som topstyring. Men sandheden er naturligvis, at medlemmerne kun bestemmer den dag, de stemmer, og at de kun har meget begrænset indflydelse på, hvad de har fået at vælge imellem. OG SÅ er der kandidaterne. De er hver især udstyret med et gigantisk handikap, der i begge tilfælde skjuler deres andre mere eller mindre fortræffelige egenskaber. For Frank Jensen er det fortidens skygge. For Helle Thorning-Schmidt er det fraværet af fortid. Frank Jensen er i årenes løb så konsekvent identificeret med Svend Auken, at alle de, der så formandsskiftet i 1992 som nødvendigt og vellykket, har meget svært ved at se andet end et fravalg af deres politiske manddomsgerning i nu at vælge ham. For alle dem, der er stolte af de succesrige Nyrup-Lykketoft-ministerier fra 1993 til 2001, er tanken om at vende tilbage til de 1980'ere og 70'ere, hvor Socialdemokratiet var i krise, både når det havde magten, og når det ikke havde, et mareridt. Frank Jensens svar på det er ikke bare, at han også var Nyrup-minister, men at hans nye, til venstre for midten-linje skal ses som et alternativ til nutidens højreorientering, ikke som en gentagelse af 70'ernes gældsfinansierede venstreorientering. Poul Nyrups udfald viser, at det tror han ikke på - eller også kan han simpelthen ikke døje Frank Jensen. At vælge ham er altså en kombination af loyalitet mod Svend Auken og en tro på, at Frank Jensen vil være noget helt andet og bedre. Helle Thorning-Schmidt er alternativet til Frank Jensen. Og jo, hun er kvinde, veluddannet, sympatisk og moderne. Men hun er nybagt folketingsmedlem og uden politiske erfaringer, der for alvor betyder noget, så der er ikke meget politisk gods at bedømme hende på. Om hendes valgkamp kan man sige, at hun ikke er faldet igennem. Men hun er heller ikke brændt igennem. At vælge hende er altså en kombination af loyalitet over for Nyrup og et spring ud i det ukendte. Alt i alt er det svært at misunde de socialdemokratiske partimedlemmer det valg, de træffer i disse dage. Man må håbe for den nye formands legitimitet, at valgdeltagelsen bliver høj. Men man kan ikke bebrejde medlemmerne, hvis mange af dem har svært ved at lade sig begejstre. FRA AT konstatere den aktuelle elendighed til at fremskrive den er der imidlertid et stort skridt. Den lange valgkamp har været domineret af alle de mange udmeldinger om fløjene, der ikke måtte komme, men som naturligvis kom alligevel. Netop fordi kandidaterne ikke for alvor har villet, kunnet eller turdet træde i karakter under valgkampen, vil der foreligge en helt ny situation 12. april. I første omgang vil den nye formand ikke tale om andet end om at samle, forsone og forlige. Men bagefter skal der træffes valg. Ikke bare til de andre vigtige poster i partiet, men af mærkesager, nye udspil og hovedlinjer i oppositionspolitikken. Fordi Frank Jensen i givet fald forlader politik, og fordi Helle Thorning-Schmidt i dag ikke selv er fløjleder, vil den nye formand stå frit til at blande kortene og give parti og gruppe en ny start. Det bliver bestemt ikke nemt. Men der er ingen grund til at tro, at det ikke kan lade sig gøre. Og hvis først partiet finder sin egne ben, er intet mere bevægeligt end moderne, danske vælgere. At høre politiske kommentatorer forklare, at Socialdemokraternes nedtur er historisk, uundgåelig og langsigtet i lyset af netop den frigjorthed fra parti- og klasseloyalitet, der ses som Anders Foghs succesopskrift i politik, er nærmest komisk. Hvis én ting er sikker i moderne politik, er det, at intet er sikkert. Hvad enten det er Helle eller Frank, der får chancen, så har de chancen. Det er op til dem at gribe den, når den nuværende, mismodige og splittende proces er overstået.