DET VAR en svækket Kofi Annan, der i aftes kommenterede en længe ventet delrapport om FN's olie for mad-program i Irak: Rapporten fastslår ganske vist, at FN-generalsekretæren ikke selv har gjort noget ulovligt. Men den fastslår også, at Kofi Annan ikke har gjort nok for at undersøge det misbrug af ordningen, som hans egen søn har været involveret i. Sagen skader ikke bare Kofi Annan, men hele FN-systemet, hvis omdømme i forvejen har lidt skade efter afsløringen af FN-soldaters seksuelle overgreb samt af diverse økonomiske uregelmæssigheder. Modstanderne af FN-systemet vil vide at bruge det som skyts mod en organisation, der i forvejen er under massivt pres fra verdens eneste supermagt, USA, der hellere fokuserer på FN's svagheder og - ikke mindst - begrænsning af USA end på systemets vigtige rolle som forum for en global dialog. Den linje kan forudses skærpet med præsident Bushs valg af FN-skeptikeren John Bolton som FN-ambassadør. DET ER alt i alt en svær tid for FN, som tilmed står over for den største reform siden sin grundlæggelse. Det er kun få dage siden, at netop Kofi Annan kom med sit bud på fremtidens FN. Den proces vil uundgåeligt lide skade efter gårsdagens rapport, lige meget hvad Kofi Annan havde gjort i aftes: En beslutning om at gå af ville gøre det endnu vanskeligere at gennemføre den i forvejen stærkt komplicerede reform. Men med en beslutning om at blive på sin post ville han fremstå som en svækket frontfigur i reformprocessen. I den situation er det vigtigt, at FN's medlemslande midt i de ømtålelige svindelsager samler sig om sagens kerne: at insistere på videreførelsen af et FN, hvortil der - alle dets svagheder til trods - ikke er noget bedre alternativ. Vejen frem er derfor at gøre systemet bedre og stå op imod de strømninger i USA, der har det svært med alt, der ligner et forsøg på at tvinge supermagten til ikke bare at føre storpolitisk monolog, men også dialog. Ligesom også andre gamle stormagter må indse, at FN for at overleve må afspejle nye tider og magtforhold. Ganske vist viste Irakkrigen, at FN-systemet aldrig er stærkere, end medlemmerne vil gøre det. Men krigens efterspil viste også, at det har sin pris at gå uden om FN - selv for en supermagt. Også på den måde er systemet med til at give lidt mere stabilitet i verden. Men systemet må opdateres for at overleve, det må gårsdagens rapport ikke bremse.