DANSKERNE ved det jo godt. Og derfor gentager vi det ved enhver given lejlighed: at arbejdsmarkedet er den bedste mekanisme til at integrere indvandrere. Alligevel er vi som samfund rystende dårlige til at omsætte den banale sandhed til virkelighed. Det kommer klart til udtryk i en ny rapport, som viser, at Danmark er det land i hele OECD, hvor færrest indvandrere står til rådighed for arbejdsmarkedet. Herhjemme er det således kun hver anden indvandrer, der har et job eller er parat til at tage et, mens det i lande som Schweiz, Portugal og Spanien er mere end tre ud af fire indvandrere, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Bundplaceringen, når det gælder om at parre indvandrere med et job, er intet mindre end en skamstøtte over den fejlslagne danske integrationsindsats. Først og fremmest bør det give røde ører i regeringen, som har sjoflet integrationen. Men også oppositionen, der sad på ministerposterne op igennem 1990'erne, og den danske arbejdsgiverstand har et ansvar. For ikke at tale om dén fagbevægelse, som først og fremmest har koncentreret sig om at forkæle kernearbejdsstyrken med de danskklingende navne. Alle har vi et ansvar for tingenes rædselsfulde tilstand. MEN NU er det tid til at skabe et gennembrud for de allermest ressourcesvage på arbejdsmarkedet. Hvordan? Hvor kan vi skabe nye job, der retter sig mod grupper med lav uddannelse og lav produktivitet? En af de oplagte muligheder er servicesektoren, som kan være første trin på jobstigen for indvandreren. Efterspørgslen efter serviceydelser som rengøring, havearbejde, afhentning af børn, udbringning af mad osv. er stor i Danmark. Men desværre er barrieren for at udvikle en servicesektor endnu større. I Danmark har vi nemlig skruet skattesystemet sådan sammen, at man skal arbejde i seks timer for at få råd til én times hvidt servicearbejde. Og dét er hovedforklaringen på, at det ellers højtbesungne servicesamfund aldrig har fået lov til at folde sig ud herhjemme. Til stor skade for mange kortuddannede, herunder indvandrere. Men den barriere kan vi jo gøre noget ved. Hvorfor ikke indrette skattesystemet, så det kan betale sig at købe serviceydelser? En sådan servicemodel blev allerede præsenteret i forbindelse med den daværende velfærdskommission i midten af 1990'erne - men fik aldrig nogen gang på Jord, fordi den mødte modstand fra den socialdemokratisk ledede regering og særdeles stærke organisationsinteresser. Det deprimerende resultat af den manøvre fremgår af tallene i den nye OECD-rapport: en katastrofal mangel på job til indvandrere. Det må vi ændre på nu.