KIRGISISTANS præsident er flygtet fra sit vrede folk. En ny præsident er sat ind, mens Askar Akajev hævder, at han stadig er præsident. Udgangen på de dramatiske begivenheder er endnu uvis, men Akajevs tid er nok forbi. Han har meget skidt for befolkningen på samvittigheden, men det tjener ham til ære, at han stak af uden at forsøge at slå oprøret ned med militærmagt. I modsætning til roserevolutionen i Georgien og den orange i Ukraine har den kirgisiske mange symboler. Nogle oprørere bruger farven gul, andre lyserød og andre igen tulipanen som symbol. Det afspejler et kaotisk og mindre organiseret oprør uden en klar samlingsfigur som i Georgien og Ukraine. Det begyndte med de fattiges oprør i den sydlige og mest forarmede del af landet og bredte sig til nord og til hele den politiske klasse. Mange af de nye ledere har været Akajevs folk. Det rejser spørgsmålet, hvilken fornyelse de kan bringe. Men der er tale om en løfterig mobilisering af især Kirgisistans unge. AKAJEV kom til magten i 1990 og gjorde Kirgisistan til det suverænt mest demokratiske land blandt de tidligere centralasiatiske sovjetrepublikker. Men han har hældet stadig mere til valgsvindel, kontrol med medier og chikane af oppositionelle. Nogle mener, at netop dét udløste oprøret, men sagen er snarere, at hans land som det første i regionen rammes af revolutionssmitten, fordi han har tilladt langt større rum for opposition end sine kolleger i nabolandene. De mest diktatoriske af de tidligere sovjetrepublikker, som Hviderusland, Aserbajdsjan, Usbekistan og Turkmenistan, reagerer på revolutionsbølgen ved at skærpe undertrykkelsen. Et andet resultat af revolutionsbølgen er en ændring af rivaliseringen mellem USA og Rusland i Centralasien. De har begge støttet diktatoriske regimer, Moskva for at fastholde sin gamle magt i regionen, Washington for at styrke internationalt samarbejde imod terror. Mens Rusland er svækket af nederlaget i magtkampen om Ukraine, styrkes det nu i Centralasien af regimer, der frygter, at vestligt inspirerede revolutioner skal rulle ind over dem. Men oprøret i Kirgisistan viser, at også i Centralasien er viljen til stede til endeligt at feje næsten 15 års sovjetlignende systemer væk.