EU-LANDENE er langt om længe blevet enige om at udvide hinandens kassekreditter: Fremover vil det atter være tilladt for EU-landene - midlertidigt - at køre med underskud på over 3 procent af de samlede statsbudgetter. Sent natten til i går blev EU's finansministre således enige om, at det igen skal være tilladt at investere flere penge, end der umiddelbart kommer ind i statskasserne - uden at det medfører økonomiske sanktioner. Overskridelserne må dog kun ske, hvis pengene går til ærværdige formål som blandt andet uddannelse, opfindelser, forskning og beskæftigelse, eller hvis investeringerne styrker 'europæiske mål', såsom Europas genforening og Tysklands genforening. Sidstnævnte formål har angiveligt været udslagsgivende. Ikke mindst Tyskland har været ramt af de rigide regler, der ligger til grund for EU-landenes såkaldte stabilitets- og vækstpagt. Lige siden genforeningen har det nye Tyskland døjet med voksende statsunderskud, blandt andet som følge af en stigende arbejdsløshed. På grund af pagten har Tyskland imidlertid ikke måttet sætte ekstra gang i beskæftigelsen ved hjælp af offentlige investeringer, da budgetunderskuddet allerede var faretruende tæt på 3-procents grænsen. Derved er 'den tyske syge' i første omgang blevet kronisk - og har i anden omgang bredt sig til de omkringliggende landes økonomier, ikke mindst den danske. Den lave vækst i Tyskland har således medført, at beskæftigelsen i Danmark ikke er steget mærkbart trods en grundlæggende sund samfundsøkonomi. KRITIKERE hævder, at pagten kun er blevet lempet, fordi de største lande - Tyskland og Frankrig - har været i bekneb. Hvis kun de små lande havde overskredet reglerne, ville intet være sket. Kritikken har noget på sig. Men hertil er blot at sige: De store lande er bare vigtigere i økonomisk henseende. Ingen af de andre EU-lande påvirkes i nævneværdig grad, hvis eksempelvis Luxembourg, Malta eller Danmark ryger ind i en kronisk lavkonjunktur. Disse økonomier er jo mindre end mange multinationale virksomheder. Stik modsat med Tyskland, Frankrig og Storbritannien, der fungerer som Europas vækstlokomotiver. Økonomisk afmatning blandt de store fører til stilstand blandt de små. Netop derfor giver det god politisk mening at tage hensyn til de største lande - særligt når det er til mindst lige så stor gavn for de mindste lande.