FØRST BOLTON, så Wolfowitz. Det er to af de mest markante høge i Bushregeringen, der i løbet af få dage er blevet indstillet til internationale topposter. I hælene på præsident Bushs forsonlige toner under hans nylige europabesøg har det givet anledning til en hel del skeptiske og frustrerede reaktioner i Europa. At udnævne viceudenrigsministerJohn Bolton, der er en indædt modstander af FN i almindelighed og Sikkerhedsrådets betydning for konfliktregulering i særdeleshed, til USA's FN-ambassadør, er unægtelig et provokerende politisk signal. Men det er i sagens natur amerikanernes egen sag, hvem de udnævner til ambassadør. Anderledes med posten som direktør for Verdensbanken, som præsident Bush nu tiltænker Paul Wolfowitz. Godt nok besættes posten traditionelt med en amerikaner, ligesom lederen af den internationale monetære fond er europæer. Men USA har tidligere spændt ben for en europæisk kandidat, en præcedens, som europæerne i bankens bestyrelse kan påberåbe sig, hvis de for alvor vil lave ballade. SPØRGSMÅLET ER imidlertid, om Paul Wolfowitz er så dårlig en kandidat. Han er kontroversiel, fordi han er en af de hovedansvarlige for USA's krig i Irak. Men hvor relevant er den uenighed for Verdensbankens fremtid? Paul Wolfowitz er Bushregeringens nok mest tænksomme og visionære medlem. Han var en fremragende ambassadør i Indonesien i slutningen af 1980'erne og er kendt for at have et netværk af demokratisk sindede asiatiske venner, som han ikke tøver med at gå i brechen for, når de falder i autoritære regimers klør. Han har en fortid som universitetsmand på højt niveau. Med lidt god vilje kan man endda hævde, at hans 'demokratiske imperialisme' i Irak har et udviklingspolitisk perspektiv. I Verdensbanken vil han kunne arbejde for lige så visionære mål med fredelige midler. Det er værd at bemærke, at bankens nuværende leder, James Wolfensohn, hører til blandt Wolfowitz' varme fortalere. Også Wolfensohn blev af ngo'er og andre i sin tid mødt med stor skepsis. Han udviklede sig til en alment respekteret succes. Måske skulle europæerne og andre kritikere lade Irak-debat være Irak-debat og give Wolfowitz en chance. Der venter såmænd nok andre og mere meningsfulde slagsmål med Bushregeringen forude.