DANSKERNE har - sammen med de øvrige ca. 450 millioner europæere - to muligheder. Enten skal dørene åbnes for flere indvandrere, eller også skal præventionen lægges på hylden. For som samfund har vi brug for mange flere unge i de kommende år - i hvert fald hvis det aldrende vælgerflertal ønsker at bevare de eksisterende pensionssystemer. Hvis de stadig flere ældre ikke skal udvikle sig til at blive en samfundsøkonomisk byrde, skal der ganske enkelt flere yngre kræfter til. Og hvis man et øjeblik accepterer den sørgelige kendsgerning, at store, stabile vælgergrupper i Europa nærer en næsten religiøs tvangsangst for fremmede - og at indvandringsreglerne derfor næppe vil blive liberaliseret i de kommende år - ja, så står kun én mulighed tilbage: Frøken Europa skal besvangres. En ny rapport fra EU-kommissionen påviser imidlertid, at Europa allerede har et enormt efterslæb i forhold til bl.a. USA. På den anden side af Atlanten fortsætter indvandringen ufortrødent ikke mindst fra Latinamerika og Asien, mens fertiliteten stadig strutter. I løbet af de næste 20 år forventes den amerikanske befolkning at vokse med omkring 25 procent. FERTILITETEN er i Europa faldet til under 1,48 barn pr. kvinde. Og da det kræver 2,1 barn pr. kvinde at kunne opretholde befolkningstallet, vil Europas samlede indbyggertal falde betydeligt i de næste 20-30 år. Alene i Tyskland forventes befolkningstallet at falde med 20 procent. Konsekvensen er, at Europa bliver relativt fattigere år for år. EU's nye socialkommissær, Vladimir Spidla, advarer dog folk mod at tro, at den demografiske udfordring alene handler om seniorjob og pensionsreformer. Blot at tillempe f.eks. efterlønsordningen er en defensiv dagsorden. Den egentlige udfordring handler om at øge produktiviteten - både ved hjælp af ny teknologi og en smartere arbejdsdeling. Men dimsedutter gør det ikke alene. Hvis det europæiske velfærdsniveau skal videreudvikles, er vi nødt til at skabe mere frugtbare vilkår, så flere kvinder vælger at få børn - tidligere. Eneste alternativ er, at vi inviterer flere indvandrere ind i vores europæiske 'Country Club' af aldrende borgere. Ved et nærmere eftersyn vil stadig flere vælgere dog nok få øjnene op for, at den sidste løsning slet ikke er så tosset endda. For hvad er egentlig mest sandsynligt at opnå ved hjælp af politiske virkemidler: at uddanne en mellemøstlig indvandrer til at kunne klare sig selv på Europas arbejdsmarkeder eller at få en 24-årig, veluddannet singlekvinde til at droppe det uforpligtende caféliv? Den diskussion er i virkeligheden vigtigere end efterlønsdebatten.