DET HAR skabt debat, at en professor i formueret fra Københavns Universitet har sat spørgsmålstegn ved menneskerettighederne. Ja, professoren mener ligefrem, at den europæiske menneskerettighedsdomstol har tiltaget sig en magt, der går på tværs af vores demokrati. Han foreslår derfor, at menneskerettighedskonventionen, der først i 1992 blev direkte del af dansk ret, smides ud igen. Hvis professoren havde kunnet pege på en stribe domme, hvor retsbevidsthed og offentlighed var blevet udfordret af urimelige afgørelser, ville kritikken være spændende. Domstole kan tage fejl, og det kan de naturligvis også, når de beskæftiger sig med menneskeret. Men det er ikke hans ærinde. I stedet er der tale om en ideologisk mistænkeliggørelse af menneskerettighedernes normgivende rolle og deres forankring i et europæisk retsfællesskab. DER ER imidlertid ikke tale om, at menneskerettighedsdomstolen har »tiltaget sig en magt«. Det er de europæiske demokratier, der i fællesskab har skabt både domstol og konvention, og de har senest bekræftet deres tilslutning til hele dette værdisystem ved udformningen af det europæiske menneskerettighedscharter, der nu indgår i den europæiske forfatningstraktat, som vi skal stemme om til september. Menneskerettighedernes stærke placering er ikke resultatet af et overnationalt komplot, sådan som det insinueres, men af en demokratisk udvikling, der er modnet igennem årtier, og som løbende bekræftes af Europas folkevalgte. Den kan man være modstander af. Men så må man melde ud og forklare, hvilke rettigheder det er, man er imod. I stedet for at skjule sig bag pseudoprincipielle argumenter. Vi har brug for menneskerettighederne for at fastholde de basale værdier, vore samfund hviler på. Også og netop når myndigheder eller politikere synes, det er mere bekvemt at fortrænge dem. Det er derfor, domstolene herhjemme er uafhængige af politikerne. Og det er derfor, menneskerettighedsdomstolen naturligvis også skal være uafhængig af de enkelte nationalstater. Vi har brug for en regulering af de mange fællesskaber, som europæiseringen og globaliseringen er ved at skabe. Menneskerettighederne er en god ting, der er kommet for at blive.