BÅDE FRANK Jensen og Helle Thorning-Schmidt ville være bedre som statsminister for Danmark, end Anders Fogh Rasmussen (V) har været i sine tre første år. Begge socialdemokratiske formandskandidater besidder flere af de politiske og personlige egenskaber, der er nødvendige for at kunne nå til tops her i landet. Bevares: Ingen af de to formandskandidater er nogen ny Tony Blair eller Olof Palme, endsige en Willy Brandt. Men mindre må også kunne gøre det. Om det så vil lykkes for en af dem at vinde næste folketingsvalg om tre-fire år, er et åbent spil, der ikke mindst kommer til at afhænge af tempoet i regeringens allerede begyndende nedslidning. Foreløbig må det dog konstateres, at de seneste ugers valgkamp har virket mobiliserende for det gamle lønmodtagerparti. Endnu har ingen af de to kandidater givet os det afgørende argument for at støtte den ene part - ikke mindst fordi de begge taler, som om politik kun er et spørgsmål om at tilgodese særlige gruppers økonomiske interesser. Men med de to kombattanter som spydspidser har Socialdemokraterne samtidig sandsynliggjort, at Danmark ikke blot har brug for et stort parti, der ligger til venstre for Venstre - men at der også er en ideologisk forskel på Venstres midterposition og Socialdemokraternes midterposition 'til venstre for Venstre'. SOCIALDEMOKRATERNE kan ikke komme uden om at skulle appellere til middelklassen, ganske enkelt fordi middelklassen i dag udgør over to tredjedele af befolkningen. Det afgørende for Socialdemokraterne er imidlertid, at partiets politiske projekt tager afsæt i mere og andet end middelklassens småborgerlige interesser. For lige så lidt som Socialdemokraterne i dag kan overleve på at være et interesseparti for industrialderens 'arbejderklasse', lige så lidt perspektiv er der i at fungere som et interesseparti for middelklassen. Udfordringen handler i stedet om at forvandle Socialdemokraterne til et 'værdifællesskabsparti', altså et parti, der knytter folk sammen omkring en fælles kerne af værdier - på kryds og tværs af sociale skel. Vælgerne skal ikke kun stemme på Socialdemokraterne, fordi de føler medlidenhed med samfundets udstødte, men snarere, fordi de mener, at Danmark vil blive et bedre sted at leve - for alle - hvis socialdemokratiske værdier vinder frem. Ret beset er det netop denne tankegang, der har skabt Venstres succes: ved at droppe idéen om at pleje traditionelle interessegrupper har Venstre udvidet sit vælgerrekrutteringsgrundlag. HVIS Socialdemokraterne vil gøre sig forhåbninger om at vinde næste folketingsvalg, er partiet nødt til at gennemleve samme forvandling: Socialdemokraterne må omdefinere sig selv fra et klassisk interesseparti til et moderne værdiparti. Dét kræver ikke mindst, at det altid er muligt at skelne Socialdemokraternes politik klart og utvetydigt fra Venstres nationalkonservative kurs i udlændinge- og retsdebatten, i uddannelses- og jobdebatten samt i social- og velfærdsdebatten. Hvis Socialdemokraterne skal opnå resultater, der vitterlig gør en forskel, er partiet således nødt til at have en klar position at forhandle ud fra. Hvis Socialdemokraterne skal vinde regeringsmagten tilbage, er de nødt til at appellere til de samme 'midtervælgere', Venstre i dag har fat i, blot ud fra andre værdier. Uanset om den nye partiformand ender med at hedde Frank eller Helle, har Socialdemokraterne mulighederne for at genopbygge sig selv som et vidtfavnende 'værdifællesskabsparti' for potentielt alle vælgere. Men dét kræver, at partiet dropper klassekampen - både på vegne af 'proletariatet' og middelklassen og i stedet tør tro på, at det socialdemokratiske samfundssyn har tilstrækkelig gennemslagskraft i sig selv.