I DAG FÅR EN usædvanlig film premiere i Danmark, 'Der Untergang', om de sidste 12 dage af Adolf Hitlers liv i førerbunkeren i Berlin. Siden filmen fik premiere i Tyskland for fem måneder siden, er den blevet set af små seks millioner mennesker og har rejst en omfattende debat om landets forhold til sin fortid. Det er en rystende film, fordi den rykker såvel Adolf Hitler som kredsen omkring ham ud af den nærmest overnaturlige, mytiske eller metafysiske forståelsesramme, de ofte har været placeret i, og gør dem til mennesker på godt og ondt. Adolf Hitler var hverken et dyr eller en gud, han var et menneske. Når man ser 'Der Untergang', får man mindelser om det chok, som Adolf Eichmanns banemand, den israelske agent Peter Malkin, fik, da han overvågede krigsforbryderens liv under falsk identitet i Argentina. Vi havde lejlighed til at citere Malkin, da han døde forleden: »Var det muligt, at Eichmann kunne elske sine egne børn, når han havde dræbt omkring en million andre?«. Ja, det var muligt. Verden består ikke af 'de onde' og 'de gode', verden består af ondt og godt, og der skal vælges. 'Der Untergang' viser et menneske, Adolf Hitler, som ikke befandt sig i en helt anden kategori end 'almindelige dødelige'. Et menneske, som i rædselsvækkende grad valgte det onde og satte sine usædvanlige evner ind på det - men som også var i stand til at give et kærtegn, en tak, en opmuntring. Hitler var et menneske på ondt og godt. Det undskylder ham ikke, tværtimod. Men en film som 'Der Untergang' gør det ubehageligt, ja næsten ubærligt klart, at alle mennesker bærer onde og gode muligheder i sig. I DANMARK diskuterer vi også Anden Verdenskrig, navnlig samarbejdspolitikken med tyskerne. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har på Undervisningsministeriets hjemmeside om besættelsen skrevet, at mange danskere dengang blev »stillet over for valget mellem at gøre det rigtige (...) eller at bøje nakken«. Man kan selvfølgelig diskutere ordvalget, ligesom man altid kan diskutere, hvor tydeligt det er, hvad der er rigtigt og forkert. Men statsministeren har ret: Der skulle træffes valg, dengang som nu, og nogle valg er rigtige, nogle forkerte. Det betyder ikke, at man deler mennesker op i gode og onde; det betyder slet ikke, at man nemt og behageligt placerer sig selv blandt 'de gode' eller med 60 års forsinkelse hopper på det vindende hold; men det betyder, at både det gode og det onde findes. Hvilket selv den mest relativistiske historiker gjorde klogt i at indse.