»DER ER INGEN tvivl om, at kvinden, der sidder over for mig, har de rigtige kvalifikationer. Desværre er hun jo også i den fødedygtige alder og kan komme til at koste mig en masse penge og besvær, hvis hun bliver gravid. Nej, jeg tør sgu ikke - jeg snupper manden«. Dette ræsonnement har mange arbejdsgivere været igennem i tidens løb, og resultatet er, at alt for mange kvinder er blevet valgt fra til stillinger, som de var åbenlyst kvalificerede til. Til stor skade for ligestillingen på det danske arbejdsmarked. Og urimeligt diskriminerende over for det køn, der føder vores børn. Set i det lys er det et stort gennembrud, der nu har fundet sted med den barselsfond, som arbejdsgiverne for 650.000 privat ansatte har forhandlet på plads. Ideen med barselsfonden, som træder i kraft 1. juli, er, at den enkelte arbejdsgivers udgifter til barsel bliver dækket, og at de samlede udgifter finansieres solidarisk ved, at alle arbejdsgivere indbetaler et beløb per ansat til fonden. Med andre ord: Den enkelte arbejdsgiver skal altså ikke længere gå med dybe rynker i panden over udsigten til, at én af de ansatte bliver gravid - og vil derfor være mere tilbøjelig til at ansætte en kvinde. Og mindst lige så vigtigt: Med barselsfonden bliver mandetunge og kvindetunge arbejdspladser stillet lige, når det gælder finansiering af barsel. SÅ LANGT, så godt. Problemet er imidlertid, at barselsfonden kun dækker en del af arbejdsmarkedet. Uden for aftalen står fortsat halvdelen af den samlede private arbejdsstyrke. Og især blandt ansatte på individuelle kontrakter er der ikke udsigt til nogen barselsfond, det gælder blandt andet en stor gruppe akademikere organiseret i Akademikernes Centralorganisation, som ikke har nogen forhandlingsmodpart. I Dansk Arbejdsgiverforening siger man, at man ikke vil lægge pres på de arbejdsgivere, der ikke er omfattet af fonden. Og mange arbejdsgivere er slet ikke interesseret i at tage opgaven på sig. Men er det nu klogt? Næppe. For hvis arbejdsgiverne ikke selv er med til at sikre, at fonden dækker hele arbejdsmarkedet, tvinger man regeringen til at gribe ind. Og regeringen har allerede bebudet, at den er klar til et sådant lovindgreb. Ja, det står i regeringsgrundlaget. Den skarpladte pistol ligger altså på bordet. Skal den bruges til at skyde den danske arbejdsmarkedsmodel ned med? Det er op til arbejdsgiverne.