I LØBET AF kun et halvt århundrede har klodens folkerigeste land bevæget sig fra den ene yderlighed til den anden: Mao Zedong prædikede klassekamp og blev indirekte ansvarlig for millioners lidelse og død, Deng Xiaoping kaldte det ærefuldt for den jævne kineser at blive rig, og Jiang Zemin gav entreprenører og kapitalister adgang til medlemskab af kommunistpartiet. Nutidens partichef og præsident, Hu Jintao, står i dag i spidsen for et temmelig uideologisk teknokratstyre, hvor det er ingeniører og økonomer, der bestemmer det meste. På den igangværende samling i Folkekongressen i Beijing - Kinas svar på et parlament - beder Hu Jintao om de delegeredes støtte til at skabe »et harmonisk samfund«. Bedre sent end aldrig, tør det nok siges. Et kvart århundredes hæsblæsende reformer har bekæmpet fattigdommen mere effektivt end noget andet sted på kloden, men har samtidig skabt sociale uligheder, der er større end i USA, og forureningsproblemer, der overhaler både Østeuropa og Latinamerika. Kinas udvikling skriger på regulering, og partichefens anvendelse af ordet 'harmonisk' som en slags fremtidsmusik er i selv en indrømmelse af, at den eksisterende samfundsorden er alt andet end netop harmonisk. VERDEN uden for Kina har efterhånden vænnet sig til det åbenlyse paradoks, at klodens hurtigst voksende kapitalistiske økonomi ledes af et parti, der stadig opfatter sig som kommunistisk, uagtet at det samfund, der drøner derudad uden for partistatens magtapparat, har meget lidt med kommunisme at gøre. I går offentliggjorde britiske BBC World Service en meningsundersøgelse foretaget blandt 23.000 personer i 22 lande. Den viser, at 48 procent af de adspurgte anser Kinas voksende indflydelse som en positiv faktor i verden, mens 30 procent mente, at Kina bidrager negativt til verdens udvikling (22 procent svarede 'ved ikke'). Kina overhalede endog USA (38 procent positive), men så hører det med i billedet, at mens et flertal ser forhåbningsfuldt på Kinas øgede velstand, ønsker de ikke, at Kina får øget militær styrke. DET ER en melding, som bør gøre indtryk i Bruxelles og i europæiske regeringskontorer. Her forberedes en snarlig ophævelse af EU's såkaldte våbenembargo mod Kina. Den har siden indførelsen i 1989 været så løs og tynd, at det ikke giver mening at opretholde den. Men det kodeks, som skal afløse den, bør skrues sammen på en sådan måde, at der sendes det nødvendige signal til Kina: Drop invasionstruslerne mod Taiwan, og opbyg et Kina med så megen 'harmoni' (mere demokrati, tak), at det bliver attraktivt for Taiwans ledere og befolkning at nærme sig en form for fredeligt fællesskab med det kinesiske fastland.