RIV DEN MUR ned, hr. Gorbatjov. Det var Ronald Reagans ord til den sovjetiske leder, da han i 1987 besøgte Berlin. Ikke mindst i Vesttyskland var der dengang mange, der mente, at sjældent havde en amerikansk præsident sagt noget så tåbeligt. Ikke fordi mange holdt af Muren, men fordi den var et symbol på en stabil fredsorden, som det var urealistisk, ja, farligt at ændre. Ikke desto mindre faldt Muren to år senere. Det var ikke amerikanernes eller Reagans værk, men østtyskernes eget. Alligevel gør europæerne klogt i at huske, at amerikansk udenrigspolitik - uanset hvor primitiv og forenklet den kan være formuleret og endda udført - kan have en effekt, når den stiller det rigtige spørgsmål. I Mellemøsten lyder det amerikanske spørgsmål lige nu i al sin gribende enkelhed: Hvorfor ikke demokrati? Hvis man kigger efter, er det et spørgsmål, der i denne uge så småt er begyndt at blive besvaret flere steder. I Irak fortsætter forhandlingerne om regeringsdannelse baseret på antallet af mandater i det nyvalgte parlament. I det palæstinensiske selvstyre lykkedes det at få parlamentets godkendelse af en fornyet ledelse. I Libanon krævede massedemonstrationer de syriske besættere ud. Ugen sluttede med, at Egyptens præsident Mubarak sensationelt meddelte, at han vil acceptere, at der bliver andre kandidater end ham selv ved det kommende præsidentvalg. INGEN AF DISSE processer er nået særlig langt. Det er langtfra kun den amerikanske invasion af Irak, der har sat udviklingen i gang. Samme invasion stimulerer samtidig den antidemokratiske islamisme overalt i den arabiske verden. Hvis der kommer mere demokratiske regimer til magten rundt omkring i Mellemøsten, vil mange af dem måske være mere antiamerikanske end de nuværende. Og først som sidst: Det er i sidste ende kun irakerne, palæstinenserne, libaneserne, egypterne og så videre selv, der kan sikre, at der kommer realiteter ud af disse spirer. Ikke desto mindre: I Europa gør vi klogt i at huske, hvor effektfuld en amerikansk dagsorden kan være. Lighederne mellem de mellemøstlige udfordringer og den kolde krig kan nemt overdrives. Det er de neokonservative i Washington faktisk specialister i. Og demokratisk imperialisme er i sin kerne en tvetydig størrelse med uforudsigelige virkninger. Ikke desto mindre: I Europa bør vi huske, at selv om vi kan være i tvivl om, hvad vi tror, der vil ske, så må vi aldrig glemme, hvad vi bør håbe på: at George W. Bush får ret, og at vi i de kommende år rent faktisk bliver vidner til en demokratibølge i det hårdt prøvede Mellemøsten.