I SIDSTE uge faldt der en dom, der ikke vakte megen opmærksomhed. Det var menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, der fastslog, at de russiske myndigheder i en stribe tilfælde har krænket uskyldige tjetjeneres menneskerettigheder. De har ganske simpelt nægtet dem »retten til livet«, altså slået dem ihjel uden formildende omstændigheder af nogen art. Dommen er afsagt efter en årelang proces, og det er bemærkelsesværdigt, at også en russisk dommer har medvirket ved afgørelserne. I princippet har Rusland nu kun to muligheder: enten at betale ofrene erstatning som besluttet af domstolen eller at forlade Europarådet. Der er ingen, der tror, at de stort set enstemmige og meget klare domme vil kunne omstødes ved en appelsag. Foreløbig nægter de russiske myndigheder dog overhovedet at kommentere afgørelserne. De forbrydelser fra 1999, der her er sanktioneret, er naturligvis blot en dråbe i det hav af statsterror, som russiske styrker i årevis har udfoldet i Tjetjenien, og som fortsætter den dag i dag. Den sørgelige kendsgerning er, at disse forbrydelser kun møder begrænset fordømmelse og endnu mindre opmærksomhed i det internationale samfund. Forklaringen er ene og alene Ruslands størrelse. USA OG EU er enige om, at der kun findes en politisk og ikke en militær (læs: statsterroristisk) løsning på konflikten i Tjetjenien, der som bekendt også rummer tjetjensk terrorisme ved siden af tjetjenernes legitime kamp for selvstyre i et Rusland, der i realiteten er landets koloniherre. Det internationale samfund er til gengæld meget forsigtig med at konkretisere, hvad en politisk proces kunne indebære. Netop i disse uger gør Tjetjeniens præsident, Aslan Maskhadov, der vandt et frit valg i 1997, men som Kreml jager og forsøger at stemple som terrorist, et forsøg på at indlede en sådan proces. Ved at erklære ensidig våbenhvile forsøger han på en og samme tid at åbne for en dialog, og demonstrere, at han har noget at byde på; angrebene på de russiske styrker i området er tilsyneladende ophørt under våbenhvilen. Præsident Putin har indtil videre mødt udspillet med tavshed. Kun USA og EU kan bryde dette dødvande, men tavsheden om Strasbourgs klare dom bekræfter desværre, at det har lange udsigter. Så meget desto værre for Tjetjenien, Rusland og Kaukasus.