HVIS DANSK FOLKEPARTI kender sin besøgelsestid, kan den forestående valgperiode blive endnu mere præget af pianisterne, end de seneste tre år desværre har været. Årsagen skal hverken findes i DF's fremgang eller venstrefløjens nederlag, men derimod i den kontraktpolitik, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har gjort til selve ledetråden for regeringens arbejde. Ved at opstille en række konkrete løfter om, hvad der skal gennemføres i de næste fire år, har VK-regeringen nemlig givet sig selv et særdeles dårligt udgangspunkt for at forhandle aftaler på plads. DF ved nu allerede på forhånd, hvad forhandlingernes facit skal blive, og kan derfor skamløst stille krav om vidtgående indrømmelser. Regeringen får svært ved at ignorere disse krav, da ikke mindst Venstre satser alt på at signalere, at tidligere tiders tendens til politiske løftebrud er forbi: 'Så ved du, det bli'r til noget' lyder partiets nye slogan ligefrem. DF kan dog sidde tilbagelænet på den anden side af bordet og blot gentage et andet af VK-regeringens fiffige valgsprog: 'noget for noget'. VK-regeringens kontraktpolitik er direkte inspireret af den britiske premierminister Tony Blairs strømlining af Labour-partiet, hvor bl.a. vælgerkontrakter har spillet en væsentlig rolle. Kontraktpolitikken ses som et middel til at kurere vælgernes såkaldte 'politikerlede'. Forskellen mellem Danmark og Storbritannien er blot, at britiske regeringer altid er baseret på solide parlamentsflertal, mens danske regeringer som altovervejende hovedregel er mindretalsregeringer - og derfor er nødt til at sjakre studehandler på plads med skiftende parlamentsflertal. Foghs regering har dermed ikke på forhånd garanti for at kunne indfri løfterne. Og dét vil uundgåeligt blive en dyr fornøjelse. OMKOSTNINGERNE vil dog ikke nødvendigvis kun være økonomiske. På forunderlig vis er det nemlig lykkedes stort set alle politiske partier i Danmark at enes om rammerne for den økonomiske politik. I de næste år er de offentlige udgifter således kun budgetteret til at stige med 0,5 procentpoint - penge, som vel at mærke allerede er øremærkede til at finansiere VK-regeringens valgløfter. Kompensationen til Dansk Folkeparti for at lægge mandater til regeringens løfter må derfor blive af mere symbolsk karakter, eksempelvis i form af yderligere lovstramninger, der ikke koster mange penge, men til gengæld gør ondt på nogle få. Tre grupper vil hurtigt komme i fokus: kriminelle indvandrere, fattige pensionister og landmænd, der forgriber sig på dyrenes velfærd. Resten af befolkningen skal ikke forvente sig for meget af denne valgperiode.