DEN DANSKE udlændingedebat er efterhånden skredet så langt ud i svinget, at det politiske systems to basale principper ofte bringes i direkte modstrid med hinanden: Det demokratiske princip om flertalsstyre støder således oftere og oftere sammen med retsstatens princip om individuelle, universelle borgerrettigheder. De fleste mennesker vil nok opfatte disse to principper som én og samme ting. Stramningerne af udlændingelovgivningen - der demokratisk set er legitime - har imidlertid skabt en situation, som krænker mange konkrete menneskers rettigheder - og som derfor er retsstatsligt illegitime. Seneste eksempel er de 17 udvisningsdømte udlændinge, der i dag sidder indespærret i danske fængsler, efter at de for længst har udstået deres straf. Begrundelsen for at holde disse mennesker indespærret er, at myndighederne ikke kan få dem 'hjemsendt'. MEN HVIS MAN først har udstået sin straf, ja, så er man altså en fri mand. Uanset hvad. Den nuværende procedure er derfor uholdbar - og betegnes også af Amnesty International som diskrimination. De 17 udvisningsdømte bør hurtigst muligt lukkes ud og i stedet pålægges at melde sig hos politiet f.eks. hver 14. dag. Men vanen tro fejes sådanne indvendinger bramfrit til side. Politikerne synes blot at glemme, at den demokratiske retsstat handler om mere og andet, end hvad flertallet vil. At have flertallet bag sig er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for, at politiske beslutninger er legitime i en demokratisk retsstat. Legitime love skal nemlig både være baseret på flertalsafgørelser og respektere det enkelte menneskes borgerrettigheder. Og dét gør den danske udlændingelov desværre ikke og må derfor fortsat betegnes som illegitim.