DEN RELIGIØST orienterede, iranskstøttede, men ikkefundamentalistiske alliance af shiamuslimske partier vandt som forventet det irakiske valg. Med cirka halvdelen af de afgivne stemmer bag sig vil alliancen, der består af flere rivaliserende partier, få godt halvdelen af pladserne i det nye parlament. Takket være sunniernes boykot af valget bliver kurdere den næststørste gruppe i parlamentet, mens den nuværende premierminister, Ayad Allawi, måtte nøjes med 14 procent. Den gode nyhed er, at valgresultatet gør et samarbejde nødvendigt, fordi der i realiteten ikke kan dannes en regering uden to tredjedeles flertal. Så meget skal der nemlig til for at udpege det præsidentråd, der skal udpege premierminister og regering. Den dårlige nyhed er, at det kan tage tid at danne regeringen, og at den måske ikke bliver så stærk, som Iraks situation kræver det. VI VED NU officielt, at kurdernes valgdeltagelse var over 80 procent og shiaernes over 70. Det betyder desværre samtidig, at man må se i øjnene, at sunniernes ekstremt lave valgdeltagelse ikke har terroren i deres områder som hovedforklaring. Realiteten er, at mange af sunnierne mere eller mindre aktivt sympatiserer med det oprør, der har terroraktionerne som sit mest ekstreme udtryk. Den ny regerings vigtigste opgaver bliver altså at forene en håndfast terrorbekæmpelse med national forsoning. Ser man teknisk-parlamentarisk på situationen, er den mest oplagte alliance i det ny parlament den mellem shiaer og kurdere. Hvis kurderne kan få tilgodeset deres ønske om stærkt selvstyre og en dominerende indflydelse i Kirkuk, lægger de formentlig gerne stemmer til resten af en shiaregerings politik. Problemet er imidlertid, at en sådan koalition yderligere vil forøge Iraks naboers bekymring over udviklingen. Antiamerikansk under amerikansk beskyttelse, religiøs uden at være fundamentalistisk, forsonlig over for kurderne uden at splitte landet, støttet af Iran uden at være i lommen på Teheran: Det er den nødvendige profil på den irakiske leder, der nu skal vælges. Valg er demokratiets mest synlige ritual. Men det er kun en lille del af, hvad der skal lykkes, hvis Irak skal genvinde samfundsmæssig stabilitet. Her og nu er det afgørende, at amerikanerne giver den ny regering plads til at finde sin egen kurs. De potentielle konfliktpunkter er mangfoldige, men forhåbentlig har Washington lært noget af de sidste to års elendighed. Det er kun irakerne selv, der kan give realitet til de mange visioner, vi i vestlige hovedstæder har på deres vegne.