MAN KAN diskutere herfra og til næste istid, om Kyotoaftalen er den bedste måde at regulere menneskehedens indvirkning på det globale klima på. De direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at begrænse de rigeste landes udslip af drivhusgasser, ville utvivlsomt kunne anvendes med lige så stor miljøeffekt på andre måder. Men politik er som oftest det muliges kunst, ikke mindst verdenspolitik. Og ingen kommer udenom, at Kyotoaftalen er en verdenshistorisk milepæl, der demonstrerer, at de fleste af alverdens lande - langt over hundrede forskellige lande, med demonstrativ undtagelse af blandt andre USA og Australien - er villige til at samarbejde om det fælles bedste. Kyotoaftalen markerer værdipolitikkens gennembrud på den globale scene. Internationale aftaler har ellers hidtil handlet mest om krig og fred, økonomi og varehandel. Kyotoprotokollens ikrafttræden viser imidlertid, at også langsigtede etiske bekymringer kan finde vej til forhandlingsbordet - og munde ud i konkret handling. Og dét er i sig selv et stort diplomatisk fremskridt, der bør skabe forhåbninger om, at verdens lande også kan binde sig realpolitisk til hinanden på andre områder, såsom fattigdomsbekæmpelse. Ikke siden Genèvekonventionerne fra 1949 og handelsrunderne, der har ført frem til Verdenshandelsorganisationen, WTO, har verdenssamfundet udvist en tilsvarende karakterstyrke. I dag træder Kyotoaftalen således langt om længe i kraft; 90 dage efter Ruslands meget modstræbende ratifikationsproces. MILJØMÆSSIGT er Kyotoprotokollen dog kun et første skridt: Dels fordi de vanskelige forhandlinger om, hvad der skal ske efter 2012, stadig forestår, dels fordi både USA, Kina og Indien står udenfor. Førstnævnte af politiske årsager, de to sidstnævnte af økonomiske årsager. På længere sigt er det imidlertid omsonst at ville regulere udslippet af drivhusgasser, hvis verdens allerstørste forbrugsnationer ikke er omfattet. Men alting må jo begynde et sted - alternativet ville have været total passivitet. Udfordringen i de kommende år er ikke desto mindre dobbelt: På den ene side skal landene bevise over for hinanden, at de rent faktisk evner at nedbringe udslippet af drivhusgasser til 5 procent under 1990-niveauet, og på den anden side skal blandt andre USA, Kina og Indien lokkes til at gå med. Hvis dét sker, så vil der være skabt grobund for, at fremtidige miljøaftaler kan blive endnu bedre og mere rationelle end den nuværende Kyotoaftale.