VENSTRE OG de konservative har brug for at præsentere et overrumplende karakterstærkt regeringsgrundlag her i begyndelsen af ugen. De enkelte ministre kan nemlig ikke trække læsset hjem alene på baggrund af deres personligheder eller mangel på samme: De fleste ministre gik således mærkbart tilbage ved valget. Selv statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gik ca. 10 procent tilbage i sit personlige stemmetal. Vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) gik endnu mere markant tilbage og måtte se sig slået af den unge socialdemokrat Lotte Bundsgaard på Fyn. Flere centrale ministre som Thor Pedersen (V) og Brian Mikkelsen (K) fik ligeledes dårlige valg - begge herrers personlige stemmetal blev mere end halveret. Mest markant var kirkeminister Tove Fergos ufrivillige farvel til Folketinget med blot 798 stemmer i Københavns Amt. Samlet set kan Venstre ikke ligefrem prale af øget opbakning i den danske befolkning. Ud over at partiet mistede fire mandater - som blev tabt til Dansk Folkeparti og de konservative - gik alle V-ministre tilbage, med undtagelse af indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Hvis VK-regeringen fortsat har selvtilliden i orden, er det derfor ikke særlig velbegrundet. Foran står en lang række vanskelige og konfliktfyldte udfordringer, der vil slide yderligere på de i forvejen gammelkendte VK-ministeransigter. DEN STØRSTE udfordring i den kommende valgperiode vil blive kombinationen af en EU-forfatningsafstemning og Velfærdskommissionens anbefalinger - som vil rumme forslag til, hvordan det danske samfund bør reformeres nu for at undgå enorme budgetunderskud i fremtiden. Begge begivenheder kan ikke undgå at blive kontroversielle og vil dermed potentielt drive en kile ind i den herskende nationalpopulistiske alliance mellem Venstre og de konservative på den ene side og Dansk Folkeparti på den anden side. Mens VK-regeringens ministre vil være tvunget til at diskutere den velfærdskonservatisme, der netop er blevet cementeret i valgkampen, vil Dansk Folkeparti bare sige nej til alt: 'Nej til Europa', og 'Nej til reformer'. Denne passivitet kan ingen dog være tjent med. I løbet af den kommende valgperiode vil det derfor hurtigt blive afsløret, om VK-regeringen blot forsøger at holde fast på magten med alle tænkelige midler, eller om ministrene har karakterstyrke til at lægge afstand til pianisterne. Foreløbig tyder intet på det sidste.