ET AF VERDENS mest undertrykkende, lukkede, morderiske og irrationelle regimer kom torsdag med en meddelelse, der nok kunne have fortjent endnu større overskrifter. Nordkorea har anskaffet sig atomvåben, agter om nødvendigt at bruge dem og vil i øvrigt ikke deltage i forhandlinger om spørgsmålet. Da præsident Bush i 2001 formulerede sin sikkerhedspolitiske kurs, var hovedsynspunktet det nødvendige opgør med 'ondskabens akse', bestående af Irak, Iran og Nordkorea. I dag er Irak invaderet og besat, mens Iran er under stærk mistanke for at arbejde målrettet hen imod at erhverve atomvåben, og Nordkorea nu officielt meddeler, hvad de længe har ladet forstå: Nordkorea er en atommagt. Var der nogen, der sagde incitamenter? At Iran, der trods alt ikke har opsagt den ikke-sprednings-traktat, der forpligter de fleste lande i verden til ikke at erhverve atomvåben, og stadig benægter, at det vil den vej, er under intenst diplomatisk pres, mens Washington ikke engang vil tale om en 'krise' i forbindelse med Nordkoreas provokation, fuldender billedet. Facit efter Bushs store tale er ét invaderet land, der viste sig ikke at have atomvåben, og to andre, der har mangedoblet deres anstrengelser for at beskytte sig mod risikoen. Resultatet er naturligvis en langt farligere verden. I BETRAGTNING af, at ikke-spredning af atomvåben er et af de områder, der formodes at kunne samle USA og dets allierede, er fraværet af en gennemtænkt strategi over for Nordkorea uheldig. I Washington presser høgene på for at få Nordkoreas åbenlyse udfordring af ikke-sprednings-tankegangen sat på dagsordenen. Ideen er at skabe et internationalt pres, sanktioner og i sidste instans et grundlag for det angreb mod Nordkorea, som de fleste dog stadig betragter som livsfarligt. Ikke-spredning af atomvåben er en god sag. Men det gør det ikke lettere at forfølge den, at USA selv arbejder på at udvikle endnu en generation af atomvåben. Våbnene har aldrig været mere meningsløse end nu, hvor de ikke indgår i en terrorbalance, og USA's politik er derfor også på det punkt hverken stabiliserende eller konstruktiv. At tolerere Nordkoreas provokation er uholdbart. Ikke at tolerere den er ligeledes uholdbart. Vi vil fortryde begge dele. Det er på høje tid at tænke i nye baner. Bestikkelse? Men måske ikke af diktatoren.