MED SIN indtrængende afskedstale formåede Mogens Lykketoft (S) at genvinde en moralsk autoritet, der vil sikre ham indflydelse på, hvem hans efterfølger skal blive på posten som socialdemokratisk partiformand. Skønt Socialdemokraternes nederlag var historisk dårligt, har Lykketoft således med sin værdige og resolutte afskedstale skabt gunstige betingelser for et reelt generationsskifte. I modsætning til Poul Nyrup Rasmussen, der efter nederlaget i 2001 trak pinen i unødigt langdrag, har Lykketoft gjort sine partifæller den fælles udfordring tordnende klar: De skal hurtigst muligt vælge en ny formand, som flertallet tror på kan udfordre Anders Fogh Rasmussen ved næste valg. Problemet er blot, at Socialdemokraterne ikke har en sådan person i dag - hverken i form af en person, der på kort sigt kan true Anders Fogh Rasmussen, eller i form af en person, som et overvejende flertal af de socialdemokratiske partisoldater kan støtte helhjertet. De to hyppigst nævnte S-formandskandidater - Frank Jensen og Henrik Dam Kristensen - ville næppe kunne stå distancen. De besidder ganske enkelt ikke de egenskaber, der i dag er nødvendige for at blive statsminister, herunder at kunne formulere et nyt politisk projekt og samtidig have karismatisk autoritet. Ikke desto mindre tegner valget til at stå mellem disse to. Socialdemokraterne kan derfor ende med at vælge en ny formand, der aldrig bliver statsminister. Efter al sandsynlighed skal der dermed to formandsskift til, før partiet fremstår som et reelt regeringsalternativ. DE SVÆRE odds til trods bør Socialdemokraterne gøre alt, hvad de kan, for at bringe formandsdebatten ud i det offentlige rum. Et sådant opgør vil naturligvis blive smerteligt for nogen, ydmygende for andre, men samtidig virke mobiliserende på alle. Det værste, der kan ske for Socialdemokraterne lige nu, er , at den næste formand udvælges ved en hemmelig studehandel mellem de gamle S-fløje. Hvis løjtnanterne i mellemgenerationen blot enes om et kompromis - f.eks. med Henrik Dam Kristensen i spidsen og Frank Jensen som gruppeformand - vil Socialdemokraterne langsomt, men sikkert bevæge sig længere og længere væk fra Statsministeriet og stadig tættere på et nyt og større valgnederlag næste gang. Partiets chance - som Lykketoft nu har spillet op til - er at gøre formandsvalget til et åbent opgør om Socialdemokraternes politiske strategi for de næste 10 år. Dét opgør er bedre at tage nu end i næste valgkamp. Den næste S-formand bør derfor vælges via en urafstemning - hvilket også automatisk sættes i værk, hvis én kandidat ikke kan samle 75 procent af stemmerne på den ekstraordinære partikongres, der ventes afholdt i løbet af kort tid. Forhåbentlig vil flere melde sig som formandskandidater, ikke mindst én af de mange unge, talentfulde kvinder - hvoraf én meget vel kan vise sig at blive Socialdemokraternes næste statsminister. Om ikke efter næste valg, så efter næste valg igen. I første omgang handler udfordringen dog om at finde en slagkraftig person, hvis legitimitet ikke hentes fra fortidens fløjkrige; en person, som er i stand til at udvikle og eksekvere en klar strategi for den kommende valgperiode.